Danmarks hovedstad har en af de mest dynamiske lufthavne i denne del af verden. Hele to af Europas 10 travleste international flyruter har afgang fra og ankomst til Københavns Lufthavn.
På globalt plan foregår den helt store travlhed i luften imidlertid et helt andet sted på kloden. Verdens travleste flyrute ligger I Sydkorea, og Asien sidder på hele seks ruter i en ny Top-10 over klodens mest befløjne.
Det viser en ny analyse, som det britiske konsulent firma OAG har offentliggjort. OAG har speciale i luftfart og overvåger løbende både flyselskaber og lufthavne verden rundt.
De to ruter fra København, der er landet på OAG’s hitliste for Europa alene, går til henholdsvis Arlanda ved Stockholm og til Oslo.
I det seneste år har der været 12.679 flyafgange mellem den danske og svenske hovedstad. Det er lidt over 1.000 om måneden, og de mange afgange deles mellem kun to flyselskaber.
Det giver København-Stockholm – CPH-ARN i fagsprog – en flot femteplads blandt de travleste internationale ruter i Europa.
Lige efter – på en europæisk sjetteplads – lander ruten København til Oslo (CPH-OSL). Her er der fire forskellige flyselskaber om budet, og de flyver 12.383 gange om året.
Europas travleste internationale rute går ikke overraskende mellem London Heathrow og John F. Kennedy lufthavnen i New York (LHR-JFK). Heathrow er Europas klart største målt i passagertal. 80 millioner om året mod Københavns 30 mio.
Verdens travleste internationale rute skal vi til Asien for at finde. 30.187 gange hvert år afgår der passagerfly mellem Singapore og Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. En rute, som otte forskellige flyselskaber konkurrerer om.
De 30.000 afgange er dog slet ikke nok til at komme på OAG’s Top-10 over de allermest travle flyruter på denne klode.
Den helt store trafik foregår på indenrigs-ruter i Asien, Australien, Sydamerika, Californien og Saudi-Arabien.
Nummer ét i verden skal vi til Sydkorea for at finde og flyve på. Ruten går mellem hovedstaden Seoul og ferie-øen Jeju – og det sker 79.460 gange om året. Eller 217 gange om dagen. Til sammenligning flyves I gennemsnit 35 gange dagligt mellem København og Stockholm.
Jeju er den største ø i Sydkorea og kaldes ofte for ”Koreas Hawaii”. Øen har dramatiske landskaber med vulkaner og flotte badestrande. Den er udnævnt til en verdens-arv af FN.
Næsten al lufttrafik mellem Seoul og Jeju er med turister. Langt de fleste er sydkoreanere, der vil holde et par dage fri fra storbyens stress og snavs.
I de senere år har også mange turister fra andre lande opdaget Jejus herligheder. Det gælder især rejseglade kinesere….
Skriv et svar