Efter to år med Corona restriktioner planlægger mange danskere at tage på en rigtig ferie sydpå til sommer.
Kufferterne er igen fundet frem fra skabe og lofter, og var der flere ting, som måske trængte til at blive støvet af, inden fødderne snart kan stikkes i Middelhavets blå bølger?
For mange vil det være at tjekke rejseforsikringen. Blev den egentlig aflyst under Corona for at spare penge? Og hvad dækker den egentlig? Kan vi overhovedet huske, hvilke uheldige ting vi plejer at komme ud for på ferien? Det er jo så længe siden sidst.
Hos forsikringsselskabet Alm. Brand har man travlt med at besvare spørgsmål fra kunder, som er kommet i tvivl om, hvad deres rejseforsikring dækker.
I den forbindelse kan selskabet også se, hvad der bekymrer danskerne ekstra meget i forbindelse med deres næste sommerferie – og det er noget, der har med Corona at gøre.
Nemlig om forsikringen dækker, hvis man skulle blive nødt til at afbestille rejsen – f.eks. hvis ens ferieland skulle blive lukket ned på grund af en ny smittebølge.
”Vi kan tydeligt mærke, at Corona fortsat spøger i danskernes ferieplanlægning. I Alm. Brand var vi blandt de første til at sikre danskere, der rejser ud med en omfattende Corona-relateret dækning, og den gælder fortsat.” forklarer Marie Bitsch. Hun er skadechef for person- og speciakskade i Alm. Brand.
Vi dækker, hvis rejsen bliver aflyst, fordi du enten selv er syg, landet lukker eller Udenrigsministeriet fraråder rejser,” fortsætter hun.
Man skal dog huske hurtigst muligt at kontakte sit forsikrings-selskabs alarmcentral, når man kommer til skade på ferien. Den sikrer, at man kommer til den nærmeste og bedste læge, hvor man får den rette behandling.
Alm. Brand har også lavet en Top-5 over de typiske ting, danskere kommer ud for på deres sommerferie.
Maveonde er den mest almindelige sygdom, vi bliver ramt af på en ferie sydpå. Husk at vaske og spritte dine hænder jævnligt og undgå at drikke det lokale postevand.
Solskader bliver sikkert også en typisk klage i år. Vi tager sydpå for solen og varmen, men glemmer man at smøre sig ind i solcreme. Husk skygge og masser af solcreme med en høj solfaktor.
Dehydrering sker let, hvis man glemmer at drikke rigeligt flaskevand, når man er sydpå. Hvis man ender med dehydrering, skal man spise noget med masser af salt. Når man sveder, mister kroppen nemlig salt.
”Pool-ører” får mange børn i form af betændelse i den ydre øregang efter at have leget i swimmingpoolen og havet. Den kan forebygges ved at putte vandskyende vat i ørerne, inden man hopper i vandet.
Tyveri og lommetyve er altid et problem på steder med mange turister. Undgå at have for mange kontanter på dig og vær opmærksom på dine omgivelser….
(Indledningsfoto til artiklen: Barbara Ribeiro / Pexels)
Skriv et svar