De fleste forbinder ferie med sol og varme eller om vinteren ski og sol. De færreste rejser med vilje til byer og områder, hvor det regner meget, og gråvejret dominerer.
Derfor kan det måske være godt at vide, hvilke byer man skal undgå i Europa, medmindre paraplyen hører til ens standard udstyr, når man går uden for en dør.
Den tyske feriehus-portal Holidu, der også er repræsenteret i Danmark, har undersøgt 300 større byer i Europa og fundet frem til, hvor det regner mest i løbet af året.
Analysen afslører, at Bergen i Norge er den mest regnrige by i Europa. Heroppe i nord regner det næsten hver anden dag.
Mere præcist har Bergen 12,7 regnvejs-dage i gennemsnit om måneden. Bergen har samtidig den højeste mængde nedbør om dagen – 8,8 millimeter.
Regnen bør dog ikke afskrække turister fra havnebyen på Norges sydvestlige ende. Bergen ligger smukt blandt grønne fjelde og flotte fjorde.
På anden- og tredjepladsen skal vi en tur til Storbritannien, hvilket jo passer fint med det renommé, som den store ø vest for det europæiske kontinent bærer rundt på. Det regner meget.
Nummer to blandt de mest regnfulde byer i Europa er Sunderland i det nord-østlige England. Sunderland er mest kendt for sin fodboldklub og sit universitet.
Nu bliver Sunderland også berømt eller berygtet for sin regn, som betyder, at besøgende altid skal have en paraply ved hånden. I Sunderland regner det nemlig 11 dage om måneden i snit.
Til de våde byers tredjeplads skal vi en tur til Skotland og Glasgow. Her regner det i snit 14 dage om måneden i december og januar, mens den tørreste periode er i april med otte regndage.
Heldigvis har Glasgow mange indendørs attraktioner at byde på. Byen har bl.a. et flot kunst-museum og masser af pubs. Undervejs kunne man jo også deltage i whisky-smagning på en af de lokale destillerier.
Placeringerne som de mest regnfulde i Europa har de tre byer fortjent sig til via en analyse, som Holidu har lavet i samarbejde med ”World Weather Map.
Her har man undersøgt antallet af regn-dage om måneden i perioden fra 2009 til 2022. Også den daglige regnmængde er taget med i Top-10 over forregnede byer. De ligger alle sammen på mellem syv og 13 dage med regn:
- Bergen i Norge
- Sunderland i England
- Glasgow i Skotland
- Brasow i Rumænien
- Augsburg i Tyskland
- Milano i Italien
- Belfast i Nordirland
- Swansea i Wales
- Lyon i Frankrig
- Vigo i Spanien
(Indledningsfoto til artiklen: Osman Rana / Unsplash)
Skriv et svar