Verdens næst-største flyselskab målt i passagerer – Delta Air Lines – vil flyve mange flere amerikanere til Europa og tilsvarende sende flere europæere til USA,
Delta udvider derfor sine flyvninger over Atlanten med over 30 pct. i 2020. Det sker dels ved at øge frekvensen af afgange til nuværende lufthavne i Europa. Dels ved at åbne helt nye ruter til London Gatwick og Manchester.
Danmark vil også nyde godt af Deltas vokseværk. Fra maj til og med oktober vil et af Deltas 911 passagerfly starte og lande dagligt i Københavns Lufthavn. I den anden ende går Delta ruten til John F. Kennedy i New York (JFK).
Delta Air Lines hjemmebane er normalt Atlanta i sydstaten Georgia, hvor også Coca-Cola, CNN og ”Borte med blæsten” filmen kommer fra. Atlantas lufthavn er verdens største målt i passagertal.
Delta oplyser, at selskabet er det største på ruter mellem Europa og USA. Større end noget europæisk flyselskab. Den position skal forsvares ved at tilbyde 780.000 ekstra sæder næste år.
Væksten til Europa foregår i høj grad fra New York og Boston på den amerikanske østkyst. I New York alene har Delta øget med 65 pct. i de seneste 10 år, så selskabet dagligt har 520 afgange fra John F. Kennedy og LaGuardia lufthavnene.
Fra 2020 vil alle Deltas trans-atlantiske ruter, der varer over 6,5 timer, blive serviceret med flly, som har flyselskabet Delta One første klasse ombord. De første fly med Delta One vil blive indsat fra november i år.
Mange danskere, der flyver jævnligt til USA, vil kende Delta Air Lines fra selskabets tætte samarbejde med hollandske KLM og franske Air France.
Skal man til USA’s sydstater, er det populært at flyve fra Danmark via Schiphol i Amsterdam og herfra videre med Delta til Atlanta.
Deltas rute mellem København og JFK hedder DL218. Den flyves med Boeing 767 maskiner fra den 1. maj til den 23. oktober næste år….
Skriv et svar