Hvis man ikke kan nøjes med at besøge julemarkeder i Danmark – som f.eks. Tivolis, der åbnede for et par dage siden – er der fortsat gode chancer for at finde julestemningen syd for grænsen.
Langt fra alle tyske ”Weihnachtsmärkte” er nemlig lukket på grund af Tysklands skærpede Corona restriktioner. Mange ser ud til at holde åbent, men før man tager afsted, bør man tjekke, om det fortsat er tilfældet. Corona situationen ændrer sig nemlig dag for dag hos vores tyske naboer.
Under alle omstændigheder skal man huske at tage mundbind og Corona pas med. Tyskland har indført 2G regler overalt, hvilket betyder, at kun fuldt vaccinerede og folk med overstået Corona har adgang til f.eks. julemarkeder, restauranter, cafeer osv.
I år er Tyskland delt i juletiden: Mens mange af de berømte julemarkeder mod syd som f.eks. München og Nürnberg eller Dresden i øst er lukket, holder dem i nord og vest åbent. Det gælder bl.a. Lübeck, Kiel, Köln, Frankfurt, Essen, Dortmund og Duisburg.
I Hamborg holder nogle julemarkeder åbent, men ikke alle. Det samme gælder i Berlin, hvor i hvert fald det mest berømte – det ved Gedächtniskirche – byder velkommen med glühwein, bratwurst, mandler og kunst-håndværk.
De fleste åbner i dag – mandag – der er den traditionelle start på julen i Tyskland. Julemarkederne bliver dog ikke som normalt – altså før Corona:
Mange af dem er indhegnede, så kun godkendte personer kan komme ind til hyggen. Som nævnt gælder 2G alle vegne, mens andre har strammet til 3G regler. Her skal man også vise en negativ Corona test.
I Berlin åbner bl.a. markederne ved Gedächtniskirche, som alle husker fra det forfærdelige lastbil attentat for nogle år siden. Også markederne ved det røde rådhus og Gendarmenmarkt er klar til gæster.
I Hamborg åbner i dag den historiske Roncalli Weihnachtsmarkt på rådhuspladsen. Festen starter også på Gänsemarkt, i Eppendorf og i Hafencity. Det samme gælder det homo-seksuelle julemarked ”Winter Pride” i Hamborg St. Georg.
Men igen – tjek grundigt, inden I rejser til Tyskland her før jul. Landet lider hårdt under Corona og indfører hele tiden nye regler….
(Indledningsfoto til artiklen: Olaf Malzahn / Lübeck Tourismus)
Skriv et svar