Når man rejser meget og har både mobiltelefon og laptop med i bagagen, kender de fleste det evige problem med stikkontakter.
Passer de til de stik, der sidder på ens strømledning? Bestemt ikke altid. Har hotellet USB-stik ved siden af sengen, som man så kan bruge? Meget sjældent.
Selvfølgelig kan man armere sig med en af de mange universal-adaptere, som man kan købe i lufthavne og elektronik-butikker.
De kan som regel løse udfordringen med det rigtige stik, fordi de er modul-opbyggede og rummer stik til de fleste lande i verden.
De kan bare sjældent klare USB-stik, så man må hele tiden have både ekstra strømkabler og USB-ledninger med til hver gadget. Plus naturligvis universal-adapteren. Det er mange ting at huske på, når kufferten skal pakkes.
Amerikanske Native Union har tænkt sig godt om. Firmaets nye Smart International Charger PD 18W er ikke kun usædvanligt elegant designet.
Nyheden fungerer også som universal adapter med masser af forskellige stik. Desuden rummer den to USB-stik, som man kan forbinde sin gadget med direkte. Og endelig kommer Native Union nyheden en integreret hurtig-oplader.
Op til 18 watt kan adapteren levere via sin USB-C port, hvilket betyder, at man kan få sendt ny energi i batteriet på sin smartphone betydeligt hurtigere end normalt.
Native Union Smart International Charger vejer 113 gram komplet og måler ca. 10 centimeter i længden. Med andre ord vil den ikke være den store belastning på rejsen. Snarere den store lettelse.
Nyheden koster 290 kroner. Ikke billigt, men formentlig alle pengene værd….
(Indledningsfoto til artiklen: Native Union)
Skriv et svar