Har I også jeres mobile kontor med på rejse – ligegyldigt om I er afsted i embeds medfør eller på ferie?
Mange vil helt sikkert svare ja. De er så samtidig målgruppen for den nye Samsara Next Gen kuffert, der må være noget af det teknologisk set mest avancerede bagage på markedet.
Nyheden har indbygget GPS og batteri, så man kan oplade sin mobiltelefon undervejs. Det er der ikke noget nyt i. Det har mange andre kufferter også.
Noget færre har også en helt flad top, så kufferten kan fungere som et mini skrivebord til laptoppen. Og endnu mere sjældent er, at bagagen også har Bluetooth 5.1 tracking og kan fungere som Wi-Fi hotspot.
Samsara har allieret sig med det internationale teleselskab Monogoto om sidstnævnte feature. Her vil man tilbyde et meget sikker hotspot, som kan bruges som internet-central for op til fem enheder ad gangen. Dog er der lige den hage ved det, at den service skal man betale ekstra for ud over kuffertens pris.
Samsara nyheden holder ikke kun øje med, hvor ens kuffert befinder sig sådan rent fysisk. Det sker via Bluetooth og GPS, der viser placeringen på ejerens smartphone. Også, når den f.eks. befinder sig i flyets bug eller kører rundt på lufthavnens bagagebånd. Kufferten slår også alarm, hvis den er blevet åbnet, mens den har været væk fra ejeren.
Med sine 23 tommer i størrelse hører den avancerede Samsara til kategorien kabine-kufferter eller ”carry-ons.” Den overholder alle flyselskabernes normale regler – inklusive at batteriet kan tages ud.
Samsara Next Gen Suitcase kan købes både med og uden Wi-Fi hotspot. Den billigste model fås i øjeblikket til en intropris på 199 US dollars eller ca. 1.350 kroner. Den dyreste med das ganze Molevitten i koster så 279 USD eller ca. 1.900 kroner….
(Indledningsfoto tiartiklen: Samsara)
Skriv et svar