Midt i den travleste sommer-sæson sad ti-tusinder af rejsende fast, fordi piloterne i Europas største lavpris-selskab strejkede i sidste uge.
Yderligere strejker truer i de næste uger, hvis ikke der kommer bevægelse i forhandlingerne mellem Ryanair og fagforeninger i flere lande.
Ryanair er fløjet ind i sin største krise siden sidste efterår, hvor flyselskabet måtte aflyse ti-tusinder af afgange, fordi piloter og kabine-personale skulle holde deres sommerferie. Og erstatning for dem har Ryanair ikke i sit personale.
Danmark er hidtil sluppet nådigt. Indtil videre er kun to Ryanair afgange aflyst fra danske lufthavne, mens f.eks engelske og tyske lufthavne har stået nærmest stille på grund af de mange Ryanair passagerer, som har taget chancen i stedet for at blive hjemme
Danske piloter og kabine-personale har ikke strejket. Fagforeningerne holder dog skarpt øje med, hvad der sker – og hvad kollegerne i bl.a. Sverige, Tyskland, Irland, Italien, Frankrig.
Men hvad er det, de mange piloter, stewarder og stewardesser er så sure over hos Ryanair?
Det er slet ikke kun lønnen. Dårlige arbejdsforhold er lige så vigtige – og indgåede aftaler bliver ikke overholdt.
På papiret lyder det f.eks. attraktivt, når Ryanair tilbyder sine piloter en uge med fem arbejdsdage og derefter fire fridage. Det er bedre end hos de fleste andre flyselskaber og giver piloterne mulighed for at være hjemme hos deres familie i dét, man kunne kalde en forlænget weekend.
Problemet er blot – siger Ryanair til store medier i England og Tyskland – at uge-rytmen sjældent bliver overholdt. På grund af personale-mangel, flyforsinkelser osv bliver piloterne ustandseligt bedt om eller tvunget til at tage ekstra vagter på deres fridage. Ellers kommer flyene jo ikke i luften.
Ryanair har hidtil klaret personale-problemerne, uden at det har skadet flyselskabets omsætning og overskud voldsomt meget.
Passagererne bliver heller ikke væk. I juli havde Ryanair 97 pct. af sine sæder fyldt af 13,1 million passagerer. 4 pct. flere end i samme måned for et år siden.
Fortsætter Ryanairs fremgang i samme tempo, vil flyselskabet nå en ny rekord ved årets afslutning – 133,5 mio. passagerer.
Det viser jo tydeligt, at mange mennesker siger én ting og gør noget helt andet. Næsten hver eneste dansker, jeg spørger, siger, at de da aldrig kunne drømme om at flyve med Ryanair.
Stiller man sig ud ved check-in i lufthavnene, ser man de samme folk stå i kø ved Ryanairs skrænker. Lav pris er stærkere end moral.
Ingen kan det der med prisen bedre end det irske flyselskab. På kun få år er Ryanair blevet Europas største flyselskab. Ingen kan flyve billigere end Ryanair – og slet ikke tjene penge på samme tid.
I 2017 havde Ryanair 13.000 ansatte og 400 Boeing 737 fly. Selskabet omsatte for 54 milliarder kroner og lavede 24 pct. overskud før skat.
Samtidig viser Ryanair en forbløffende iderigdom og evne til at manøvrere omkring arbejdsregler, skat og sociale love.¨
Ifølge Tysklands pendant til DR – ARD – bliver mange piloter f.eks. slet ikke ansat direkte af Ryanair. De åbner i stedet et eget én-mands firma i Irland, som tegner kontrakt med en service-udbyder – der igen lejer sit personale ud til Ryanair.
På den måde bliver en pilot, som bor i Danmark, Tyskland, Sverige osv til en selvstændig erhvervsdrivende i Irland. Borte er beskyttelsen som arbejdstager. Piloternes firmaer bliver i stedet parkeret i hundredevis hos revisorer og skatterådgivere, der er hyret af Ryanair.
Formentlig er der ikke noget direkte ulovligt i, hvad Ryanair gør. Irerne har bare gjort det til en sport at balancere på den hårfine grænse mellem det lovlige og det illegale.
Da det tyske skattevæsen kom for tæt på med en påstand om, at piloternes én-mands selskaber ikke var reelle, men kun proforma – svarede Ryanair igen ved at lade selskaberne etablere en afdeling på piloternes hjemme-adresse.
Dér blev piloten så ansat i sin egen virksomhed. Tricket: Firmaet betalte kun sin ansat en meget lille løn. Det betød mindre skat – og i nogle lande fik piloterne ligefrem udbetalt ekstra sociale bidrag, fordi de tjente så lidt.
Alle disse tricks og omveje kunne Ryanairs passagerer principielt være lige glade med – medmindre de fik moralske tømmermænd.
På ét punkt kan trickene dog principielt blive farlige – nemlig når det gælder sikkerheden i Ryanairs passagerfly.
Som selvstændige arbejdsgivere må piloterne nemlig ikke melde sig syge. Den, der er syg, må ikke flyve – og den, der ikke flyver – for ingen penge fra Ryanair.
Ryanair afviser naturligvis alle anklager. Selskabet føler sig snarere uskyldigt dømt på forhånd, når så mange medier rundt om i Europa skriver så negativt om det.
Ryanair benægter også, at selskabet lægger pres på sine piloter og kabine-personale for at arbejde ekstra.
Tværtimod er man helt åben over for de lønninger og arbejdsbetingelser, som Ryanair må leve med. De er bestemt ikke branchens værste.
I kan se typiske lønsedler fra Ryanair i en artikel, som Trends & Travel offentliggjorde her….
Skriv et svar