Det er mindre end en uge siden, at Trends & Travel kunne fortælle, at Danmarks tredje-største charter-rejse-bureau Apollo ville genoptage sine ”Destination Ukendt” tilbud, der nåede at blive et hit, inden Corona satte en stopper for danskernes udenlands-rejser.
Pausen under pandemien har åbenbart ikke stoppet danskernes eventyr-lyst. Kun to dage efter introduktionen var alle rejserne nemlig udsolgt.
I den forløbne weekend fyldte Apollo igen kurven op med ”ukendte” rejser, og de er allerede revet væk her tirsdag.
Den sjove idé bygger på, at man køber en pakkerejse hos Apollo uden at vide, hvor turen går til. Først kort før afgang får man at vide, hvilken destination man skal besøge, så man kan nå at informere pårørende, købe den rigtige rejseforsikring osv.
Gamle myter om, at det især er unge mennesker, som er eventyrlyste og gerne tager chancer med hensyn til deres ferier, bliver i øvrigt smadret af ”Destination Ukendt.”
Apollos erfaringer fra den seneste uge afslører nemlig, at 80 procent af køberne er over 50 år. De fleste eventyrere er mellem 60 og 69 år. De står for en tredjedel af bestillingerne.
Til sammenligning udgår de 20- til 29-årige kun otte procent af Apollos kunder til denne type utraditionelle charterrejser.
Helt vilde er ferierne dog ikke. ”Destination Ukendt” leveres med de sædvanlige danske pakkerejse-garantier, ligesom Apollo sørger for, at de går til de kendte ferielande omkring Middelhavet. Hotellerne er af god standard.
For en sikkerheds skyld tilbyder Apollo sine rejser til ukendte destinationer i to klasser. Betaler man lidt ekstra, er man sikret et hotel med mindst fire stjerner. Hos Apollo hedder det fire sole.
Danskernes trang efter tryghed skinner tydeligt igennem, da 85 procent af de danske rejsende har valgt en Plus pakke til deres ferie på må og få….
(Indledningsfoto til artiklen: Apollo)
Skriv et svar