Det danske rejsepas giver adgang til 188 lande uden forudgående visa-ansøgning. Det placerer det som verdens 10. stærkeste, viser den helt nye 2022-opgørelse fra det britiske konsulenthus Henley & Partners.
Med adgang til 192 lande har Japan og Singapore de bedste rejsepas på denne jord. Tyskland følger lige efter med 190, mens Afghanistan og Irak ligger helt i bund med kun visa-frie rejser til henholdsvis 26 og 28 lande.
Oversigten tager ikke hensyn til eventuelle rejse-restriktioner som følge af Corona regler, men måler udelukkende på det antal lande, som et pas giver adgang til, uden at pasholderen skal søge om visum på forhånd.
Alligevel konstaterer konsulenterne fra Henley, at Corona formentlig er skyldig i, at skellet mellem de stærkeste og de svage rejsepas er større end nogensinde før i de 17 år, som Henleys Passport Index er lavet.
Forskellen i international mobilitet og mellem rige og fattige lande blev demonstreret tydeligt i slutningen af 2021: Da udstedte EU og USA skrappe restriktioner mod en række afrikanske lande, hvor den stærkt smittende Omikron virus angiveligt stammer fra.
De rige lands straf-ekspedition fik FN’s generalsekretær Antonio Guterres til at tale om, at verden nu havde fået en ”rejse apartheid.”
Ifølge Henley har verden ellers åbnet sig mere og mere inden Omikron: Da det første Henley Passport Index blev offentliggjort i 2006, kunne man i gennemsnit rejse til 57 lande uden visum. I dag ligger snittet på 107.
Henley henter sine rejsepas og visum-informationer fra flyselskabernes internationale branche-organisation IATA. Den omfatter 199 lande i verden. Her er hitlisten over de 10 stærkeste pas:
- Japan – 192 lande
- Singapore – 192
- Tyskland – 190
- Sydkorea – 190
- Finland – 189
- Italien – 189
- Luxembourg – 189
- Spanien – 189
- Østrig – 188
- Danmark – 188
Ud over Afghanistan og Irak ligger lande som Syrien, Nordkorea, Yemen, Pakistan og Nepal i bunden af listen med færrest lande, deres indbyggere kan rejse til uden visum….
(Indledningsfoto til artiklen: ConvertKit / Unsplash)
Skriv et svar