Næsten alle danskere har mobiltelefonen med på ferie.
Den kan jo hverken undværes på arbejdet, ved middagsbordet, i sengen eller, når man er sammen med venner og familie.
Hvordan skulle man så kunne klare sig uden det lille monster, når man er ude at rejse. Der er jo masser af oplevelser, som man kan dele med venner og verden via billeder i de sociale medier.
Derfor er det lidt overraskende, at kun knap hver 10. dansker (otte procent) tager ferie billeder med det særlige formål at dele dem på Facebook, Instagram, Snapchat, Twitter osv.
Mange flere tager selvfølgelig masser af fotos med mobilen i deres ferie. Men de skal åbenbart bruges mere til private formål. De skal ikke udbasuneres, så alle kan se med på de sociale medier.
Det er en af de informationer, man kan hente ud fra en ny undersøgelse, som den store rejse-arrangør Apollo har gennemført blandt over 1.000 af sine danske kunder.
De mest populære foto-motiver er feriens seværdigheder (24 pct), natur (23 pct) og de unikke oplevelser, man kan finde, når man er væk hjemmefra i en periode (22 pct).
Danskerne følger også mode-trenden med at tage billeder af den mad, de får serveret på restauranter og cafeer. Den knipser hver sjette turist med sit kamera (14 pct).
Apollos nye analyse afslører også, at der er en overvægt af kvinder blandt dem, som deler deres feriefotos og videoer på de sociale medier. Det gør lidt over 10 pct. af kvinderne og kun seks pct. af hankøn på ferie.
Næppe overraskende er det de yngre årgange, som tænker mest i feriefotos til Instagram, Facebook osv:
22 pct. af de 18- til 21-årige fortæller, at de hiver kamera og smartphone frem til ære for deres følgere og venner i de sociale medier, når de er på ferie.
Det samme gør 14 pct af de 30- til 39-årige, men kun otte pct. af feriefolket mellem 50 og 59 år….
Skriv et svar