I slutningen af 2020 blev det nemmere at være dansker med bil. Da blev den digitale kørekort-app lanceret, hvilket jo er meget praktisk. Mange flere danskere har altid deres mobiltelefon på sig. Langt færre husker kørekortet på papir eller plastik.
Siden dengang har næsten to millioner danskere installeret app’en, men ikke voldsomt mange af dem har været i udlandet på grund af Corona.
Her i sommer skal bilen ud at bevæge sig på udenlandske motorveje, eller en bil lejes på feriestedet ved f.eks. Middelhavet.
Først da finder mange danskere til deres skræk ud af, at det digitale kørekort ikke fungerer uden for Danmarks grænser. Senest opdager de det, når de bliver stoppet af politiet i udlandet eller vil leje en bil i et andet land.
Alle danskere burde naturligvis være klar over fælden, for det fik de at vide, da de downloadede app’en. Men det har de lykkeligt glemt, fordi Corona har forhindret dem i at køre bil i over to år.
Ifølge en ny analyse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring, er mindst en halv millioner danskere uvidende om, at kørekort-app’en ikke er gyldig i udlandet.
25 procent af de adspurgte svarer nemlig forkert på spørgsmålet om, hvordan det digitale kørekort virker, når man vil bruge det i udlandet.
EU kræver nemlig fortsat, at der udstedes fysiske kørekort, og at man skal have det på sig, når man sidder bag rattet af en bil. Det er den regel, man skal følge på sin rejse.
Selvom hver fjerde dansker samlet set er i tvivl om reglerne, er nogle mere i tvivl end andre:
Kun 10 procent tror således, at det digitale kørekort gælder i udlandet på helt lige god med Danmark. 17 procent mener, at app’en fungerer, så længe man også kan fremvise et fysisk kørekort. Sandheden er, at kun det fysiske gælder uden for Danmarks grænser.
”Det er vigtigt, at man får læst op på reglerne, inden man tager på ferie. Uanset om man kører egen bil eller vil leje en på ferie-destination,” anbefaler Louise Hertzum Andersen. Hun er chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring.
Til sidst lige nogle tal fra undersøgelsen, som blev gennemført i maj og juni blandt 1.528 repræsentativt udvalgte danskere.
Har du downloadet dit digitale kørekort til din mobil?
- Ja – 45 procent
- Nej – 55 procent
Hvordan mener du, at det digitale kørekort er gyldigt i udlandet?
- 9 procent – gyldigt ligesom et fysisk kørekort i Danmark
- 17 procent – det fungerer i udlandet, men man skal også have sit fysiske kørekort med
- 55 procent – det virker ikke uden for Danmarks grænser
- 19 procent – ved ikke
(Indledningsfoto til artiklen: Tim Samuel / Pixabay)
Skriv et svar