Danskernes stigende virus-panik og masse-mediernes skræk-indjagende historier om folk, der er blevet syge på deres rejser, har nu fået Sundhedsstyrelsen til at slå bremserne i.
Det er fortsat sikkert at tage til udlandet som dansker. Særligt, hvis man følger rådene i Udenrigsministeriets rejse-vejledninger på Sundheds-styrelsens hjemmeside.
Det konstaterer de to offentlige instanser i en pressemeddelelse udsendt i går fredag. Den skal dæmme op for den omsig-gribende nervøsitet, som har ramt danskerne. De aflyser rejser i tusindvis og skubber deres beslutning om at tage på sommerferie sydpå.
Hos Danmarks største charter-udbyder Spies er antallet af bookinger faldet med 30 procent i den forløbne uge.
Samtidig kan billet-sammenlignings-portalen Travelmarket.dk fortælle, at flyrejser lige nu er så billige som aldrig før. Flyselskaberne dumper for at få deres maskiner fyldt.
I deres fælles pressemeddelelse skriver Udenrigsministeriet og Sundheds-styrelsen bl.a:
”Ingen myndigheder kan med sikkerhed sige, hvordan ny corona-smitte udvikler sig over de kommende uger og måneder. Det gælder i Danmark og for resten af verden. Situationen i dag er med sikkerhed ikke den samme, når påsken står for døren, eller når vi kommer til sommerferien.
Hvis man tager de nødvendige forholdsregler før og under rejsen, er der generelt en lav risiko for ny corona-smitte ved udlandsrejse. Man bør derfor altid være ekstra opmærksom i lande og områder med udbrud af ny corona. Desuden bør man altid følge de råd til rejsende, som er på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.”
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, tilføjer, at man altid bør sørge for at tegne en rejse-forsikring, som dækker hjemtransport ved sygdom eller ulykke. Dermed mindskes risikoen for smitte på lokale klinikker og sygehuse i det land, man befinder sig i.
Desuden bør man håndhæve en ekstra høj hygiejne, når man er på rejse. Hyppig håndvask, brug af håndsprit, pas på fødevarer og undgå kontakt til syge. Desuden skal man ikke knuge og kaste sig i armene på andre mennesker.
Udenrigsministeriet tilføjer, at corona ikke sig selv bør få nogen til at stoppe deres ferie-planlægning:
”Danskerne er et rejselystent folk, og det skal vi blive ved med at være. Også, når det bliver påske og sommer,” understreger Erik Brøgger Rasmussen. Han er Udenrigsministeriets direktør for Organisation og Borgerservice.
”Det er dog altid vigtigt at følge med i forholdene det sted, man gerne vil rejse til. Det gøres bedst ved at holde øje med Udenrigsministeriets rejsevejledninger og ved at tilmelde sig Danskerlisten via vores app Rejseklar. Og til sidst: Tag aldrig afsted uden en rejseforsikring.”
Udenrigsministeriets rejsevejledninger findes via følgende link. Danskerlisten finder man her – og app’en Rejseklar her. Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan ses via dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: Anete Lusina / Unsplash)
Skriv et svar