Det lyder som et kapitel i en science-fiction film, men kan åbenbart blive til virkelighed, før vi drømmer om det. Nemlig et ophold på et luksus-hotel ude i universet.
Allerede i 2028 kan det højt svævende hotel være en realitet, hvis det står til det Texas-baserede firma Axiom Space.
Med-grundlægger er det tidligere chef for NASA’s ISS rumstation. Michael Suffredim hedder han, og han skal sikre den nødvendige seriøsitet og knowhow i det flyvske projekt.
Ifølge Axiom vil første del af den nye luksus-betonede rumstation blive sendt op med raket i 2024. Altså allerede om tre år.
Fuldt udbygget fire år senere vil ”AxStation” have kostet to milliarder dollars eller ca. 12,5 mia. kroner at bygge. Det er mange penge, der skal tjenes ind igen på en eller anden måde.
Suffredim vil derfor dele rumstationen op i tre:
Den ene skal fungere som forsknings-laboratorium og bosted for astronauter og kosmonauter. Herfra skal hoved-indtægterne komme.
Det andet modul skal indeholde et observatorium, der skal hjælpe astronomer og astro-fysikere med at løse flere af de mange mysterier, som stadig omgiver verden langt over os.
Den tredje er et mindre hotel for private, der gerne vil opleve en rejse som rummand m/k. Hotellet bliver luksuriøst. Indretningen står den berømte schweiziske designer Philippe Starck for.
Kun nogle få rige og dristige mennesker har nok råd til en ferie i AxStation. Prisskiltet ventes at blive på 55 millioner dollars eller ca. 340 mio. kroner inklusive flyveturen op og ned til rumstationen.
En af de første, som har booket en billet, skal efter sigende være skuespilleren Tom Cruise. Han er kendt som vovemodig og charmerende. Bare rumrejsen så ikke bliver en ”Mission Impossible” for ham.
Sammen med producer og instruktør Doug Liman skal Cruise have planer om at dreje den første film ude i det ægte univers. Ikke nede i et studie på jorden eller i en computer.
Hotel-værelserne omkring 350 kilometer over jord-overfladen er polstret på alle flader, fordi beboerne vik svæve vægtløse rundt derinde.
Som man kan se på billederne, har Philippe Starck valgt glade farver til interiøret. Via store vinduer får man en eventyrlig flot udsigt til sin hjemplanet, til månen og til planeter og stjerner længere ude i universet.
De indre dele af AxStation skal bygges i Axiom Space’ hjemby Houston i Texas, mens franske Thales Alenia Space står de eksterne. Thales har tidligere konstrueret over halvdelen af de moduler, der i dag sidder på International Space Station (ISS).
Ud over billetprisen, som man lige så godt kan begynde at spare op til nu, skal interesserede også indregne en anden hurdle. Før de får lov til at kravle ombord i raket eller rumfartøj, skal de gennemgå 15 ugers træning. Desuden skal de påvise, at de har en god fysik….
(Indledningsfoto til artiklen: Axiom Space)
Skriv et svar