Efter et rigtig godt resultat i andet kvartal styrer tyske Lufthansa nu mod, at 2023 bliver et af de bedste år i flyselskabets historie.
Årsagen til de flotte tal er dels en stigende efterspørgsel efter flyrejser hos publikum, som Lufthansa har svært ved at håndtere på grund af mangel på fly.
Dels har Lufthansa siden årsskiftet hævet sine billetpriser med i gennemsnit 20 procent. På enkelte ruter koster en flyrejse sågar 40 procent mere end før Corona.
I april, maj og juni havde Lufthansa en omsætning på 9,4 milliarder euro eller ca. 70 milliarder danske kroner. Det er 17 procent højere end i samme periode sidste år.
Samtidig hentede Lufthansa et overskud før skat og afgifter på 1,1 milliard euro. Det er en tredobling i forhold til 2022 og det bedste andet kvartal, som flyselskabet har haft i historien.
I hele 2022 tjente Lufthansa omkring 1,5 milliarder, så lige nu ser det ud til, at tyskerne styrer mod et nyt rekord-resultat her i 2023.
Det skal blive på mindst 2,6 milliarder euro. Det vil sige næsten lige så godt som det bedste overskud nogensinde. Det havde Lufthansa i 2017 med knap tre milliarder euro.
Trods fremgangen ligger Lufthansa fortsat kun på 85 procent af den trafik, som selskabet havde før Corona pandemien.
Lufthansa har bl.a. problemer med at skaffe fly nok og har derfor måttet aflyse en del afgange, som der ellers var rigeligt med passagerer til.
Problemer med strejker hos flyveledere og i flere lufthavne har samtidig betydet, at omkring 30 procent af samtlige afgange var forsinket med mere end et kvarter.
Her i sommer er Spanien som altid den mest populære udenlandske destination for Lufthansas gæster. Men også interessen for storby-rejser stiger stærkt og ligger over niveauet fra 2019 – før Corona….
(Indledningsfoto til artiklen: Emslichter / Pixabay)
Skriv et svar