Fly forurener, og fly støjer. Den myte skal vi måske snart aflive – hvis teknologien løber lige så stærkt som løfterne om fremtiden.
Den ene trend i flymaskiner går mod hybride motorer. Det vil sige, at kommende passagerfly kan drives frem af elektriske motorer på de korte distancer, mens det bliver en kombination af batterier og meget brændstof besparende jetmotorer, der overtager de længere ruter.
Den anden trend går i retning af at genoplive supersoniske passagerfly a la Concorde, der blev ”grounded” i 2003. Concorde var utrolig hurtig, men også mindst lige så støjende og benzin-slugende.
Det vil ikke være tilfældet med NASA’s kommende X-Plane, som er udviklet i samarbejde med våben-giganten Lockheed-Martin.
De første X-Plane maskiner er gået i produktion nu, og den første flyvende prototype ventes leveret til NASA’s Armstrong Flight Research Centre i 2021. Om alt går vel, vil de første kommercielle passagerer blive sendt over Atlanten i en X-Wing i 2025.
Der er lang tid at vente indtil da, men ventetiden kan være nyttig. I den mellemliggende tid vil NASA nemlig have udviklet et fly, der kan bevæge sig hurtigere end lyden, men som er nærmest uhørligt fra jorden.
NASA har indtil videre investeret 1,6 milliarder kroner i udviklingen af X-Wing, der takket være sin aerodynamiske form vil kunne nøjes med en enkelt F414 jetmotor fra General Electric.
De første X-Planes bliver forholdsvis små. Nærmest som store firmafly. Men målgruppen er også forretningsfolk og politikere, der ikke kan komme hurtigt nok rundt om Jorden. Senere kommer større maskiner til flere passagerer.
X-Planes skrog er udformet i computere, så det leder chock-bølger væk fra flyet, mens det er i luften. Det skulle kunne sikre en meget rolig og komfortabel flyvetur uden brag og ryk ved gennembrydning af lydmuren.
De første X-Planes, der bliver bygget, er 28 meter lange og har et vingespænd på ni meter. Topfarten er 1.590 km i timen (990 mph) og flyvehøjden 55.000 fod – 16,7 kilometer oppe….
Skriv et svar