Ideen er bestemt ikke ny – at forbyde éngangs plastik for at beskytte natur og oceanerne – men det bliver ideen jo ikke dårligere af.
Flere lande har bandlyst det grimme og havets beboere livsfarlige affald på deres strande. Hotelkæder afskaffer det også i form af plastik bestik, krus, kopper, vandflasker og rørepinde. Det samme gør flere krydstogt-rederier.
Nu følger Ægypten efter. Det Røde Hav skal beskyttes bedre, og derfor bliver poser, bestik, service og flasker af plastik forbudt i Hurghada fra den 1. juni.
Det nye forbud er naturligvis også relevant for de mange tusinde danskere, der hvert år holder sol- og badeferie i Ægyptens turistbyer langs Det Røde Hav.
Både turister og lokale erhvervsdrivende skal gå over til papir. Plastik og kunststof til emballage osv skal udryddes for at beskytte det sarte miljø i havet øst for Ægypten, der bl.a. byder på smukke koralrev.
Mange vil nok sige omsider til ægypternes beslutning. Den var nemlig allerede oppe i 2011, men blev taget af bordet, efter at landets mange-årige diktator Hosni Mubarak blev styrtet.
Fremover vil der blive taget mere vare om miljøet, lover guvernøren for den ægyptiske Røde Hav provins. Han hedder Ahmed Abdallah.
I hans regerings-område er turismen vokset med raketfart i de senere år. Den ene hotelby efter den anden vokser op langs Det Røde Hav. Safaga, al-Qusair eller Marsa Alam er bare tre af dem.
Fremover skal det koste bøder, hvis reglerne om éngangs-plastik bliver brudt. Hvor meget bøderne bliver på, er endnu ikke offentligt – men de vil kunne mærkes, siger myndighederne.
Også EU-politikerne i Bruxelles og Strassbourg har fået øjnene op for risikoen, der kommer fra millioner af tons plastik på lossepladser, i naturen og skovene – og ikke mindst i verdenshavene.
I den forløbne uge besluttede EU således at forbyde éngangs produkter af kunststof med virkning fra senest 2021. Det gælder bl.a. vandflasker, tallerkener, sugerør og vatpinde.
EU argumenterer for, at plastik rester nemt kan ende i den menneskelige krop. Det sker bl.a, når man spiser fisk og andre dyr, der lever i vandet.
Uden en indgriben her og nu vurderer EU Kommissionen, at der vil være mere plastik i oceanerne end fisk….
Skriv et svar