Den arabiske halvø bliver mere og mere en turist-magnet, der skal lokke millioner af vesterlændinge, kinesere og rige russere ned i ørkensandet.
Dubai, Abu Dhabi og Qatar viser vejen med utrolige byggerier, som ofte har status af verdens første, største eller dyreste.
Saudi Arabien, der ellers har været lukket land for andet end oliefolk og muslimer på pilgrims-rejse, følger hastigt efter med både luksus-tog, fremtidsbyer og et vintersports-sted midt i den varme ørken.
Kapløbet mellem de arabiske lande kører også mellem lufthavnene:
Dubais er i dag en af verdens største takket være flyselskabet Emirates, mens Saudi Arabien bygger en ny super-lufthavn og åbner to ekstra flyselskaber ved samme lejlighed.
Nu giver Qatar os så et nyt argument for at besøge hovedstaden Doha og dens Hamad International Airport. Her har man nemlig åbnet en ny passager-lounge, som ingen anden lufthavn i verden kan matche.
Den nye Louis Vuittton Lounge er ikke kun vildt imponerende i sit ydre design. Indendørs byder den også på luksus og afslapning og et køkken, der bestyres af den franske Michelin-kok Yannick Alleno. Han har 12 Michelin-stjerner i sin karriere.
Bygningen ligner mest af alt et luftskib, der er landet midt i Hamad lufthavnens centrale shopping-område med en stor grøn have i midten.
Nyheden er verdens første Louis Vuitton lounge i en lufthavn, og Qatar Airways’ topchef Akbar Al Baker er naturligvis stolt af den:’
”Vis mig en lufthavn, der har samme standard som vores. Man kan bruge formuer på at bygge kæmpe lufthavne, men de bliver aldrig gode nok, når de er tegnet af arkitekter. Kun et flyselskab kan designe lufthavnen. Det er tæt på kunderne og ved, hvad de forventer.”
Desværre er den nye Louis Vuitton Lounge ikke åben for alle. De må nøjes med at stå udenfor og poste billeder til deres Instagram og Facebook konti.
Indendørs kommer kun medlemmer af Qatar Airways’ Gold og Platinum Privilege Club. Desuden har Louis Vuittons VIP-gæster naturligvis også adgang.
Hamad International er den eneste lufthavn i verden med hele to LV-butikken. I det ene hjørne af den store Louis Vuitton duty-free forretning går der en elevator op til den eksklusive lounge på etagen oven over.
Lounge og restaurant har åbent døgnet rundt og vil servere en blanding af franske og arabiske specialiteter i gourmet klassen. Langt over, hvad man normalt får serveret i lufthavnes cafeer og bistroer.
Yannick Alleno kender begge mad-kulturer. Dels har han en restaurant i Paris med Michelin stjerner. Dels har han arbejdet i 15 år som den marokkanske konges private kok.
Hamad International har i øvrigt også andre attraktioner, som er lidt lettere tilgængelige for almindelige flyrejsende og turister.
Lufthavnen har f.eks. en døgn-åben swimming pool og er verdens eneste med et originalt Harrods tea-room….
(Indledningsfoto til artiklen: Qatar Airways)
Skriv et svar