Vi har sikkert alle sammen læst overskrifter om, at lande langs Middelhavet allerede har registreret dage med over 40 grader i skyggen.
Flere vil uden tvivl følge hen over sommeren som følge af klima-forandringerne. De betyder så også vandmangel og øget risiko for naturbrande.
Mange andre populære rejsemål verden over ventes at få record-varme somre, ligesom 2024 som helhed bliver verdens hidtil varmeste år.
Det viser også den årlige «Heat Index Report”, som det medicinske fagmedie ”Healthnews” udgiver. Den tjekker varmen i 40 kendte ferie-destinationer verden over.
I den forbindelse advarer mediet både turister, forretnings-rejsende og fast-boende mod de ekstreme temperaturer.
Selvfølgelig er der mennesker, som elsker solen og varmegrader i den høje ende. På den anden side er de næppe særligt sunde at færdes i for almindelige nordlændinge som danskere.
”Healthnews” fremhæver også ældre, børn og folk med sygdomme som særligt udsatte, når termometret klatrer op over 35 grader.
Den nye rapport har en liste over de 10 storbyer I verden, som man skal holde sig fra I øjeblikket, hvis man ikke kan lide eller tåle ekstrem varme og sol:
Dubai i de Forenede Arabiske Emirater
Ifølge rapporten er 89,1 procent af sommer-dagene i det populære turist hotspot kategoriseret som ”farlige”. Temperaturerne i Dubai sniger sig ofte op på mellem 39 og 51 grader Celsius i skyggen.
Doha i Qatar
Qatars hovedstad gør sig i øjeblikket store anstrengelser for at lokke udenlandske turister til – gerne fra Europa. De skal dog være opmærksomme på, at 57,6 procent af Dohas sommerdage ligger i den farlige zone. Ligesom i Dubai kan varmen let være fra 39 til 51 grader.
Chennai i Indien
I denne populære indiske ferieby er temperaturerne til yderste forsigtighed på 58,7 procent af sommerdage. Varmen ligger typisk mellem 32 og 39 grader Celsius.
New Delhi i Indien
60,9 procent af sommerdagene i den indiske storby har farlig varme. Her ligger temperaturerne så mellem 32 og 39 grader. New Delhi har derfor indført et ”cool roof” initiativ, hvor reflektorer på byens tage skal gøre opholdet nede på jorden mere behageligt.
New Orleans i USA
På den globale femteplads lander den berømte amerikanske sydstatsby New Orleans, hvor 54,3 procent af sommerdagene er kritisk varme. Mere præcist mellem 32 og 39 grader. Store dele af byen ligger under havets overflade, hvilket er med til at skabe en høj luft-fugtighed. Den får varmen til at føles endnu værre.
Bangkok i Thailand
Den thailandske hovedstad er den eneste storby på Top-10 listen, hvor alle sommerdage – 100 procent – er så varme, at de er farlige. Temperaturerne ligger så fra 32 til 39 grader Celsius. Derfor tager de fleste danske turister også til Thailand om vinteren. Værst er varmen i Bangkoks bymidte, mens forstæderne er knap så hårdt belastede.
Phnom Penh i Cambodia
Asien-turister skal være advaret mod at besøge den cambodianske hovedstad om sommeren. Her ligger temperaturen mellem 32 og 39 grader på 97,8 procent af dagene. Phnom Penh oplever ofte såkaldte ”heat domes”, der lukker varmen ind som en kapsel over byen.
Riyadh i Saudi Arabien
Den rige olieland bruger i disse år milliarder af dollars på at forvandle sig fra et lukket muslimsk samfund til Mellemøstens nye turist-paradis. Saudierne skal dog nok huske at fortælle, at 93,5 procent af sommerens dage er mellem 32 og 39 grader varme. Riyadh bruger et stort netværk af underjordiske vand-reservoirer til at levere koldt vand og til at bekæmpe heden.
Ho Chi Minh City i Vietnam
På Healthnews’ varme-rangliste lander vietnamesiske Ho Chi Minh City på en niendeplads. 81,5 procent af sommerdagene er mellem 32 og 39 grader varme.
Manila på Filippinerne
85,9 procent af sommerdagene i den filippinske hovedstad er kritisk varme med temperaturer mellem 32 og 39 grader Celsius eller 90 til 102 grader Fahrenheit. Manila er ofte ramt af ”heat bursts” under tordenvejr, hvor temperaturerne stiger voldsomt….
(Indledningsfoto til artiklen: Fellipe Ditadi / Unsplash+)
Skriv et svar