Det var amerikanerne, der opfandt drive-in biografer og drive-in burger-restauranter. Så var det vel også bare oplagt, at USA kommer først med kør-ind Corona test-steder. Amerikanerne vil jo nødigt bevæge sig ud ad deres air-conditionerede mega-pickups.
Ideen med drive-in Corona tests kommer fra flyselskabet Hawaiian Airlines, der vil oprette centrene nær de to store lufthavne i Los Angeles og San Francisco.
Det er herfra, at det meste af lufttrafikken fra kontinent-USA afgår til de populære ferieøer midt ude i Stillehavet.
Hawaii kræver i øjeblikket 14 dages karantæne af alle mennesker, der ankommer til øerne – medmindre de har en frisk Corona test med i baglommen. Det må højst være 72 timer gammel og skal naturligvis være negativ.
Hawaiis turisme og erhvervsliv er hårdt ramt af Corona reglerne. Arbejdsløsheden på øerne er således ti-doblet fra 16.000 til 150.000 i de seneste par måneder. Det svarer til 23 procent.
Hawaiis regering forsøger derfor på alle måder at gøre det lettere for fastlands-amerikanere at flyve til øerne.
Lige nu skal amerikanerne stå i kø for at få foretaget tests og ofte vente i adskillige dage, før de får resultatet. I mellemtiden har de fleste mistet lysten til at rejse og bliver hellere hjemme,
Drive-in testen er det nyeste forsøg fra Hawaiian Airlines at gøre test-proceduren så let som muligt:
Bilisterne kører hen til en sluse, der minder om en grænse-overgang eller bestillings-vinduet i en drive-in restaurant.
Her står specielt skolet personale parat, der beder gæsterne om at gabe højt, så de kan tage en Corona prøve fra mundhulen. Desuden skal man selvfølgelig vise sit ID-kort og booking kvitterng for flyveturen med Hawaiian Airlines.
Passagererne skal helst køre forbi drive-in laboratorierne to dage, før de havde tænkt sig at rejse til Hawaii. Så er det sikkert, at resultatet fra testen foreligger.
Mod en merpris kan passagererne også få resultatet leveret inden for otte timer. Så koster testen 150 dollars – knap 1.000 kroner – at få foretaget. Udgaven med 36 til 48 timers svar koster 90 dollars.
På sin hjemmeside skriver Hawaiian Airlines, at det er kritisk for flyselskabets drift at sikre, at adgang til Corona tests er så komfortabel for kunderne som overhovedet muligt.
De to første drive-in teststeder i Californien åbner den 15. oktober. Bliver de en succes, er Hawaiian Airlines klar til at etablere flere centre i andre amerikanske storbyer. Måske også i flere asiatiske lande som Japan og Taiwan, der sender mange ferie-turister til Hawaii.
Drive-in test-stederne er blot det seneste eksempel på, hvor flyselskaber og lufthavne har forsøgt at strømline Corona restriktionerne for rejsende.
Forleden dag meldte flyselskabernes fælles-organisation IATA ud, at der kunne komme Corona lyntests ud i alle større lufthavne i Europa allerede i løbet af oktober. Derefter skulle de være et krav,, at alle flypassagerer skulle tage dem. I modsat fald ville de ikke få adgang til gates og fly.
Tidligere har bl.a. Emirates forsøgt sig med et hurtig-test center i Dubais lufthavn. Det blev dog ingen succes, fordi disse tests var for unøjagtige i sommer. Siden er de blevet forbedret meget…..
(Indledningsfoto til artiklen: Hawaiian Airlines)
Skriv et svar