Efterhånden burde alle have opdaget, at man ikke altid kan regne med de billet-priser, som flyselskaberne reklamerer med.
Når man er færdig med at booke og kigger på beløbet nederst på regningen, vil det som oftest være noget højere.
Forklaringen er, at især lavpris flyselskaberne tager ekstra for bagage, sædevalg, forplejning ombord – eller de lægger en ekstra afgift på, hvis man f.eks. booker sent.
Disse ekstra indtægter betyder mere og mere for flyselskabernes økonomi. Hos nogle enkelte selskaber kommer faktisk mellem 20 og 30 procent omsætningen fra denne post i regnskabet.
Ifølge en netop offentliggjort rapport fra Car Trawler og IdeaWorksCompany henter flyselskaberne i år 684 milliarder kroner (99,2 mia euro) fra ekstra afgifter og salg af varer og services ombord.
De næsten 100 milliarder euro er en stigning på 18 procent sammenlignet med 2018. Set over de seneste ti år er omsætningen fra ekstra afgifter næsten fem-doblet.
I fagsproget kaldes disse penge for ”Ancillary Revenues”. De anvendes i dag af både Full Service og lavpris-selskaber, og de omfatter bl.a. også kommissioner for hotel-reservationer og billeje, salg af navne fra loyalitets-programmer til eksterne partnere osv.
Tallene fra Car Trawler og Idea Works Company viser i al tydelighed, at luftfarts-branchen har ændret sig radikalt i de senere år.
Flyselskaber bruger i stigende grad Big Data og detaljerede informationer om hver passager
Selskaberne har opdaget, at kundens rejse ikke begynder med, at han eller hun sætter sig i flysødet – og slutter med landingen.
Flyveturen er kun en del af rejsen, der også omfatter taxi, hotel, booking af koncerter, restaurant-besøg, billeje osv. Alle disse ting kan flyselskaberne tjene penge på, når det gør deres ting klogt.
Den nye analyse bygger på input fra 160 flyselskaber verden over. Den viser, at hver passager i gennemsnit betalte 21,70 euro i ekstra afgifter i det seneste år. Det er 148 kroner!
Trods advarsler fra klima-aktivister stiger antallet af flypassagerer i øvrigt fortsat. Flyselskabernes internationale branche-organisation IATA regner med 4,6 milliarder flyrejsende i 2019, der tilsammen skaber en omsætning på 816,2 milliarder euro. Det er ca. 5,6 billion kroner….
Car Trawler er specialist i at levere teknologi til rejsebranchen, mens IdeaWorksCompany et et bureau, der hjælper flyselskaber og lufthavne med at skabe ekstra indtægter….
Skriv et svar