Hvis I støder på denne flyvende tingest, næste gang – eller naturligvis første gang – I besøger Dubai, skal I ikke tro, at I er endt midt i en film-optagelse af det nyeste science fiction epos.
Køretøjet er nemlig det nyeste i Dubais politi korps. En såkaldt hoverbike, der svævende over jorden skal overtage motorcyklernes hidtidige opgave.
Den flyvende bike vejer 115 kilo uden betjent på. Den er elektrisk drevet og har fire rotorer til at holde sig svævende.
Topfarten er 100 kilometer i timen, og det nye politi-køretøj kan operere i op til fem meters højde. Det betyder, at det kan svæve hen over bilkøer og supplere helikoptere, ”stærekasser” og traditionelle politibiler i jagten på forbrydere og trafiksyndere.
Den nye generation af transport til panserne er udviklet af det russisk-ejede firma Hoversurf, der lidt interessant har sit hovedsæde midt ind i Donald Trumps hjemland – i Watsonville, California.
Dubais politi er gået i gang med at træne de første betjente, så de kan håndtere det coole nye køretøj. Det ventes, at den flyvende motorcykel går i aktiv tjeneste i 2020, men inden da vil man ofte kunne se den svæve igennem Dubais gader som en prøvekørsel.
Som alle andre render – eller rettere flyver – også Hoversurf ind i batteriernes begrænsninger. Med en politibetjent i sadlen kan ”hover-biken” klare 25 kilometer på en opladning. Bruges den nye politi gadget som en fjernstyret drone uden menneske på, øges rækkevidden til 40 km.
Hoversurf forærede det første eksemplar til Dubais politi styrke i håbet om, at det ville resultere i en senere ordre – og det holdt altså stik.
Dubai var også et godt sted at vælge, når man har avanceret ny teknologi at tilbyde til politi og andre offentlige korps.
Dubai eksperimenterer således allerede med menneske-lignende robotter, der patruljerer på byens fortove og pladser. Desuden har Dubai verdens hurtigste flåde af politibiler med bl.a. Ferrarier, Porscher og Lamborghini sportsvogne i sort/hvid politi bemaling.
I øvrigt kan også almindelige mennesker købe en Hoverbike til sig selv. De skal bare stå klar med 150.000 USD eller ca. kroner til overs.
Dyrt? Well, man kan også sagtens købe en Mercedes, Audi, BMW, Jaguar, Maserati eller Range Rover til den pris.
Hvilken kategori førerbevis, Hoverbike vil kræve, er jeg ikke klar over. Eller om man måske skal have en pilot licens….
Skriv et svar