Lad det være sagt med det samme. Man skal aldrig hoppe op på ryggen af en stor krokodille på 650 kilo.
Det gælder naturligvis også, når man er dansk turist i Australien – og har ambitioner om at gå filmhelten Crocodile Dundee i bedene.
Den 22-årige Niels Jensen fra Viborg slap forleden dag velbeholdent fra sit tåbelige eventyr i det australske vildnis nær byen Darwin.
Han kan oven i købet prale af sine gerninger på YouTube, hvor en video med hans ridetur på en saltvands krokodille er blevet set af næsten 200.000 mennesker i de senere dage.
Niels Jensens video er dog også blevet set af de australske myndigheder og de australske medier, hvor folk hovedrystende har læst om den tilsyneladende dybt naive dansker.
”Saltvands krokodiller er store og livsfarlige dyr. Vi advarer alle om at holde sig langt fra dem. Den viste opførsel i denne video er dum og hensynsløs,” siger Tracey Duldig fra det australske turist ministeriums ”Wildlife Operations” til nyhedstjenesten News.com.
Én ting er den unge viborgensers leg med den store og absolut ikke tamme krokodille. Noget andet er, at danskeren bruger en død mini-kænguru som lokkemad til at få krokodillen op fra vandet.
Disse kænguruer, som australierne kalder wallabies, er en fredet dyreart. Derfor risikerer Niels Jensen nu at få en stor bøde for at have overtrådt reglerne for dyrebeskyttelse.
De australske medier fortæller i den sammenhæng, at danskeren faktisk studerer vildt-forvaltning (”wildlife management”) og derfor burde være klogere. Hans rejse til Australien for at se på krokodiller er angiveligt en del af hans eksamens-projekt.
Hvis hans udtalelser til medierne er korrekt, er han tilsyneladende ligeglad. Meget vigtigere var det at kunne prale med, at man har stået på ryggen af en stor krokodille og kan dele billederne i sociale medier.
”Jeg vidste godt, at krokodiller er farlige. Men det var også spændende, fordi et dyr som dette kan slå dig ihjel på brøkdele af et sekund,” siger han til Caters News Agency.
Ifølge Niels Jensen har han fået kælenavnet ”den danske Crocodile Dundee”. Det har hans venner givet ham. Selv gør han kun, hvad han har lyst til. Også selvom mange mennesker ikke forstår, hvorfor han gør det.
Skriv et svar