Ligesom alle andre større flyselskaber flød Europas største lavpris-selskab Ryanair ind i en periode med store underskud i det forløbne år. Årsagen er Corona og rejse-restriktioner.
Fra et overskud på 649 millioner euro i regnskabsåret 2019/2020 – det er ca. 4,9 milliarder kroner – landede Ryanair nu på et underskud på 815 millioner euro – godt seks milliarder danske kroner.
Allerede i det nye regnskabsår, der løber frem til marts 2022, håber Ryanair at vende tilbage med et overskud – eller i hvert fald tæt på.
Tallene blev offentliggjort her til morgen. Midt i en periode, hvor Ryanair udvider kraftigt i Skandinavien.
Når Ryanair er ikke brokker sig over statstilskud til konkurrerende flyselskaber, viser irerne normalt en ukuelig optimisme i sin prognoser for den kommende tid.
Det er også tilfældet i dag, hvor Ryanair melder ud, at man forventer mellem 80 og 120 millioner gæster i det nye regnskabsår.
I de seneste 12 måneder havde Ryanair kun 27,5 millioner passagerer. Det svarer til en nedgang på 81 procent. Sidste år solgte Ryanair 148,6 millioner billetter.
I det nuværende kvartal frem til juni regner lavpris-giganten med at transportere mellem fem og seks millioner.
Det store comeback vil ifølge Ryanair ske fra sommeren eller efteråret. Dog forudsat, at vaccine-kampagnerne mod Corona bliver en succes i Europa, og at regeringerne lemper rejse-restriktionerne i god tid inden sommerferien.
For nylig opgraderede Ryanair Billund Lufthavn i Danmark og Arlanda i Stockholm til at blive baser eller ”hubs” for det irske flyselskab.
Det betyder bl.a, at Ryanair placerer fly fast i lufthavnene, ansætter lokalt personale og åbner en masse nye ruter.
For Billund betyder det således, at Ryanair fremover vil flyve på 26 ruter. Det alene vil formentlig betyde 350.000 ekstra passagerer om året.
(Indledningsfoto til artiklen: Nastya Dulhiier / Unsplash)
Skriv et svar