Brændstof-prisernes gallop som følge af det russiske angreb på Ukraine kommer nu også til at påvirke, hvad vi skal betale for flybilletter til sommer.
Indtil videre har flyselskaberne holdt prisstigninger og brændstof-tillæg tilbage af konkurrence-grunde, men det holder ikke længere.
Ifølge topchefen for Europas største lavpris-selskab Ryanair vil det blive betydeligt dyrere at flyve i de kommende måneder. Priserne vil måske endda blive højere end før Corona pandemien
”Jeg tror, at billetterne til sommer vil ligge på niveau med 2019 eller endnu højere,” erklærede Ryanairs topchef Michael O’Leary på en konference for europæiske flyselskaber i Bruxelles i går.
Udtalelsen er det stik modsatte af, hvad O’Leary sagde for et par måneder siden. Da mente han, at flyselskaberne ville konkurrere på livet løs her i foråret for at komme så hurtigt som muligt på vingerne igen efter Corona. En priskrig, der sagtens kunne koste nogle flyselskaber livet.
Men det var altså inden Ukraine krigen, der har vendt op og ned på råvare-situationen i Europa og sendt olie- og energipriser på himmelflugt.
Også Lufthansas topchef Carsten Spohr regner med dyrere flybilletter, men de skyldes ikke alene de højere brændstof-priser som følge af Ukraine, men også den stigende inflation.
Spohr gjorde samtidig opmærksom på, at det er blevet meget billigere at flyve i de senere årtier, Især, når man sammenligner med andre produkter og services:
”Det vil fortsat være overkommeligt at flyve i forhold til mange andre ting,” beroliger han.
Når nu gårsdagens konference blev holdt i Bruxelles, benyttede Ryanairs topchef anledningen til at sende en opfordring til naboerne hos EU:
Det ville være bedst at forsinke EU-Kommissionens skærpede klimamål i den såkaldte ”Fit for 55” pakke. Med oliepriser på i øjeblikket 120 dollars pr. tønde ville klima-kravene gøre billetter så dyre, at mange folk ikke længere vil have råd til at flyve.
I ”Fit for 55” foreslår kommissionen bl.a. kraftige forhøjelser af CO2-afgifterne, der skal hjælpe EU-landene med at sænke CO2 udledningen med 55 procent frem til 2030. Senest 20 år senere skal flyvningen være helt klima-neutral….
(Indledningsfoto til artiklen: Tumisu / Pixabay)
Skriv et svar