Amerikanerne ser ud til at have de største problemer med ulydige passagerer, der afviser at tage maske på i flyene, men Europa har dem skam også.
Det viser en episode fra Zürich forleden, hvor fire passagerer på en Swiss afgang til Beograd nægtede at tage mundbind på, som man skal i alle rutefly i Europa.
Det kom til håndgemæng med kabine-personalet, der måtte tilkalde schweizisk politi for at få fjernet de urolige passagerer fra flyet.
Flyet kom afsted med næsten fire timers forsinkelse, skriver det schweiziske dagblad ”Blick”. Avisen citerer også Swiss for, at det bestemt ikke var første episode af denne slags.
Normalt er det ellers overskrifter fra USA, der minder os om, at amerikanerne har en mere rabiat holdning til mundbind end de fleste europæere. I USA mener man, at masker er et indgreb i den personlige frihed, ligesom et forbud mod at bære skarpladte skydevåben ville være.
De amerikanske luftfarts-myndigheder FAA fortæller således, at antallet af voldelige episoder på grund af maske-nægtere i rutefly er fire-doblet i forhold til 2020.
Frem til udgangen af august modtog FAA rapporter om 4.000 episoder med uroskabende passagerer. I over 3.000 tilfælde var årsagen kravet om mundbind, som de rejsende ikke vil acceptere.
De amerikanske sikkerheds-myndigheder – TSA – passerede således udstedte bøder på en million dollars allerede midt i august.
Tallet ser ikke ud til at falde og fik derfor i går fredag TSA til at fordoble til at at fordoble straffen for at nægte at tage mundbind på i passagerfly:
I førstegangs-tilfælde koster det fremover mellem 500 og 1.000 dollars. Gentager problemerne sig, skal lovbryderne betale mellem 1.000 og 3.000 dollars – det er op til næsten 20.000 kroner – fra anmeldelse nummer to. Eskalerer episoderne, vanker der også fængselsstraf.
Det kan en hidsig kvindelig passagerer på et Southwest Airlines fly se frem til. I de sociale medier kunne man følge på video, hvordan hun i maj måtte gelejdes ud af kabinen af bevæbnet amerikansk politi.
Kvinden havde i første omgang nægtet at tage maske på, selvom flere kabine-medarbejdere prøvede at overtale hende på en venlig måde.
Da de så måtte true kvinden med at smide hende af flyet, inden det lettede fra lufthavnen, gik damen amok og slog to tænder ud på stewardessen, som også måtte på hospitalet med en lettere hjernerystelse.
Den stigende vold ombord på amerikanske rutefly har bl.a. fået store flyselskaber som American Airlines og lavpris giganten Southwest Airlines til at stoppe alkohol udskænkning ombord….
(Indledningsfoto til artiklen: Andrew Valdivia / Unsplash)
Skriv et svar