Det er ikke kun de italienske spaghetti, der kan være uendeligt lange. Det gælder også for det italienske flyselskab Alitalias skæbne, der efterhånden kan udkonkurrere Michael Endes berømte roman ”Den uendelig historie”.
Alitalia har været på randen af konkurs, så længe jeg kan huske tilbage. Italiens engang nationale flyselskab er såmænd også gået rabundus flere gange – og rent juridisk er Alitalia det også lige nu.
Flyselskabet overlever kun på kreditter fra den italienske regering, der samtidig forhandler til højre og venstre for at finde udenlandske investorer til at overtage en luns af Alitalia.
Senest har der været intense flirts med easyJet fra England og Delta Air Lines i USA. Begge har eller er ved at få kolde fødder.
easyJet har helt officielt meddelt, at man har mistet interessen. Ikke for Italien, der fortsat er et vigtigt marked for det engelske lavpris selskab. Men for udsigten til at skulle dele magten med den italienske stat og Italiens statslige jernbane selskab Ferrovie, der efter planen skal være største aktionær i et fremtidigt Alitalia.
Delta Air Lines ville gerne arbejde sammen med easyJet om at genopbygge Alitalia, men efter briternes exit er lysten også dalet hos den amerikanske gigant.
Delta vil nu kun købe 10 pct. af Alitalia – med en senere mulighed for at udvide til 20. Det betyder, at jernbanefolkene sammen med Delta skal eje halvdelen af flyselskabet.
Hvem der skal overtage de øvrige 50 pct, står hen i det uvisse. Formentlig bliver det forskellige statslige institutioner i Italien. Lidt af et mareridt for amerikanerne, der holder det private initiativ højt.
Ingen ved, om den nye om-fordeling af magten vil fungere – eller overhovedet kan gennemføres. EU har vel også et ord at tale med.
Ret sikkert er, at Lufthansa ikke kommer nærmere på Alitalia. Tyskerne var ellers inde i billedet om at købe store dele af Alitalia sidste år. Samtidig har Lufthansa understreget, at man ikke er interesseret i et joint venture med statslige medejere fra Italien.
Det kan godt være, at Alitalia ikke kan finde ud af styre finanserne. Til gengæld hører selskabet blandt Europas dygtigste til at få sine fly frem til tiden. Punktligheden er i top….
Skriv et svar