Som oftest er det Ryanair og Norwegian, der stjæler de fleste overskrifter, når medier fortæller om lavpris i luften. Sikkert fordi de to flyselskaber har en meget offensiv markedsføring.
Lidt i skyggen af de to vokser britiske easyJet sig dog stærkere og stærkere. easyJet har nu over 300 Airbus passagerfly i sin flåde og har netop åbnet sin rute nummer 1.000.
Jubilæums-ruten går mellem Manchester og Bordeaux. Den er blot en af 16 nye ruter, som easyJet vil åbne fra engelske lufthavne i de kommende måneder.
easyJet er et velkendt syn i Københavns Lufthavn, hvorfra de orange og hvide passagerfly bl.a. servicerer destinationer som Berlin, London, Manchester, Bristol og Edinburgh.
Det ser dog ikke ud, som om easyJet vil udvide med ruter til og fra Danmark lige med det første. I stedet satser man stærkt på hjemmebanen i England og på Tyskland, hvor easyJet er ved at være det næststørste flyselskab efter Lufthansa.
Efter Air Berlins konkurs sidste efterår fik easyJet tildelt en række vigtige slots – parkeringspladser i lufthavne – for næsen af Lufthansa. Desuden overtog easyJet 25 Airbus A320 fly fra Air Berlins flåde samt omkring 1.000 medarbejdere.
I dag betjener starter og lander easyJet i 11 tyske lufthavne – både med indenrigs og internationale ruter. Fra efteråret kommer yderligere fire nye ruter fra Berlin til ferie-destinationer i det sydlige Europa.
Skriv et svar