Som alle andre flyselskaber i Europa har britiske EasyJet ligget underdrejet hele foråret på grund af Corona pandemien og EU-landenes rejse-restriktioner og grænselukninger.
EasyJet kunne således kun gennemføre 709 flyvninger i april, maj og juni. Det var kun 0,3 procent af det planlagte. 99,7 procent af afgangene blev aflyst.
Sådan en nedtur kunne også ses i Easyjets omsætning. Den faldt fra 1,76 milliarder britiske pund – ca. 14,8 mia.danske kroner- til kun syv millioner. GBP.
Samtidig måtte Easyjet konstatere et underskud på 325 millioner pund i sit seneste regnskabs-kvartal. I samme periode for et år siden stod der et overskud på 174 millioner på bundlinien.
Trods de triste tal ser Easyjets svenske topchef Johan Lundgren ret optimistisk på fremtiden. Lavpris-selskabet har nemlig modtaget mange flere billet-bestillinger til resten af sommeren, end det havde regnet med.
Easyjet vil derfor gen-åbne flere ruter end planlagt i den kommende tid. Selskabet venter nu at gennemføre 40 procent af sine oprindeligt planlagte afgange fra september. For en måned siden ville EasyJet kun love 30 procent.
Med sine 40 procent halter Easyjet dog langt efter sine direkte konkurrenter: Ryanair vil være oppe på 70 procent fra september, mens Wizz Air allerede har nået det niveau….
(Indledningsfoto til artiklen: Ramboldheiner / Pixabay)
Skriv et svar