Når folk sætter sig ind i et passagerfly, er det nok de færreste, der tænker over, at et par kilo mere eller mindre kan betyde mange penge for flyselskabet.
Slet ikke, når det drejer sig om farver og lakering. Dem bruger flyselskaberne vel kun til at markere deres fly i det ydre. Som en reklame og genkendelses-effekt.
På et almindeligt passagerfly i den mindre størrelse som f.eks. Airbus A320 eller Boeing 737 udgør lakering og maling alene flere hundrede kilo.
Dem vil det britiske lavpris-selskab easyJet gerne spare mindst 30 kilo på.
Derfor afprøver selskabet lige nu en helt ny letvægts-maling, der er udviklet af Mankiewicz Aviation Coatings.
Den er easyJet så tilfreds med, at easyJet vil omlakere samtlige sine godt 300 Airbus A319, A320 og A321 maskiner med den nye maling frem til 2030. Farverne vil selvfølgelig være de velkendte orange og hvide.
Overført til hele easyJets flåde vil det give omkring tre tons mindre på vægten, hvilket direkte kan mærkes i drifts-omkostningerne.
easyJet regner således med at spare 3,6 tons brændstof pr. fly om året, når de er blevet lakeret med den lettere maling.
Totalt set vil det give 1.300 tons færre brændstof om året, hvilket – med den øjeblikkelige oliepris – vil betyde besparelser på 930.000 euro eller ca. syv millioner kroner for easyJet.
I øvrigt er selve malingen langt fra den største udgifts-post, når et fly skal lakeres. Det koster meget mere at have et fly stående ubeskæftiget i en lakering-hal.
Ifølge Airbus drejer det sig snildt om flere hundrede tusinde euro, når f.eks. en Airbus A320 skal stå flere dage for at få en ny bemaling….
(Indledningsfoto til artiklen: Omri Greenberg / Unsplash)
Skriv et svar