Selvom easyJet er Europas næststørste flyselskab i øjeblikket – kun Ryanair er større i antal afgange – er det ikke nok til, at easyJet kan få tingene til at hænge sammen.
easyJet meddelte derfor i går, at man vil strege mindst 1.000 afgange i juli, august og september. Hvor mange præcist vil flyselskabet først oplyse om et par dage.
Inden da sender easyJet en helt modsat rettet nyhed ud. Her til morgen fortæller det britiske lavpris-selskab, at man har bestilt 56 nye fly hos Airbus. Der er tale om lutter A320 Neo modeller.
easyJet vil desuden ændre tidligere indgåede aftaler om køb af 18 Airbus A320 fly til de større A321 Neo modeller. Alle nævnte fly skal leveres i perioden 2026 til 2029, så der er tale om lidt fremtidsmusik.
Melodien lige i øjeblikket er noget mere truende.
Ligesom alle andre flyselskaber er easyJet hårdt ramt at personale-mangel både i egne fly og i de lufthavne, som de bruger.
easyJet er storkunde i bl.a. Gatwick i London og i Schiphol i Amsterdam, der har været i overskrifterne for kilometer lange køer i afgangshallen og timelange forsinkelser.
Når begge lufthavne nu vil begrænse deres daglige trafik i resten af sommeren, vil det gå stærkt ud over netop easyJet.
easyJet mener derfor, at selskabet selv må gøre noget drastisk for at undgå gentagelser af de kaotiske tilstande, som især kunne opleves i påske og pinse.
Ved at strege en masse afgange undgår easyJet i det mindste, at flyvninger bliver streget i sidste øjeblik. På den måde kan passagererne i det mindste nå at booke om i god tid, forklarer easyJets topchef Johan Lundgren.
Ifølge easyJet kommer selskabet her i andet kvartal, der slutter om nogle dage, op på 87 procent af sin trafik fra før Corona.
Det er langt bedre end f.eks. SAS, men ikke godt nok for et lavpris-selskab som easyJet. F.eks. havde easyJet planlagt med at sælge 97 procent af sine pladser på 160.000 afgange i sommer-månederne, men regner nu kun med at nå 90 procent på grund af de mange forsinkelser og aflysninger.
Dertil er det ikke nemmere for et flyselskab at få regnskabet til at løbe rundt, når brændstofpriserne er steget med raketfart på grund af Ukraine krigen.
I Tyskland, som easyJet havde udset sig til at være selskabets anden store hjemmebane, satte man allerede i bakgear i juni.
Det gik især ud over den nye store lufthavn i Berlin, der mister alene 1.000 easyJet afgange og ankomster frem til udgangen af august. Det er over 12 om dagen.
I øvrigt er Londons største lufthavn Heathrow endnu ikke kommet til bunds i de enorme bjerge af kufferter, der tårnede sig op i weekenden efter tekniske problemer i bagage-håndteringen. 5.000 passagerer havde endnu ikke fået deres kufferter.
Heathrows ledelse bad derfor i går samtlige flyselskaber i lufthavnen om at aflyse 10 procent af deres afgange i går og i dag. Med færre fly vil der også være færre kufferter at ekspedere….
(Indledningsfoto til artiklen: Claus Andersen / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar