Medarbejdere, butikker, restauranter og cafeer i Københavns Lufthavn (CPH) skal ikke kun træne mere i kinesisk, fordi der formentlig kommer mange flere besøgende fra Kina næste år.
De kan også lige så godt pudse deres skole-franske af. Når easyJet åbner en ny rute mellem København og Nantes til næste forår, vil den danske hovedstad have ti faste og direkte flyforbindelser til Frankrig. Tre flere end for to år siden.
Samme historie viser overnatningstal fra VisitDenmark. Over 200.000 franskmænd boede på hotel, hostel, camping eller Airbnb i det seneste år. Det er fremgang på 18 pct. Altså al mulig grund til at kunne sige mere end ”Bonjour Madame”, ”Merci”, ”Grand Pression”, ”Peugeot” – eller ”Paris Saint Germain” om fodbold og håndbold.
easyJets nye rute starter den 2. april 2019 med tre ugentlige afgange på tirsdage, torsdage og lørdage. Den vil blive serviceret med en Airbus A320-200, der har plads til 186 passagerer.
easyJet med sine karakteristiske orange og hvide fly kommer dermed op på 14 ruter til og fra Københavns Lufthavn. Blandt dem er tre andre til Frankrig – nemlig Paris, Lyon og Mulhouse/Basel.
Den nye easyJet rute kommer samtidig til at konkurrere direkte med Transavia France, der er lavpris selskabet under KLM og Air France.
For et par måneder siden annoncerede Transavia, at selskabet også åbner en direkte rute fra Nantes til CPH. Det sker i april næste år med to ugentlige afgange på torsdage og søndage.
Nantes er en velhavende storby, der ligger ved udmundingen af Frankrigs længste flod – Loire. Nantes har 613.000 indbyggere, der er specielt stolte over byens berømte søn – roman forfatteren Jules Verne.
Nantes er et godt udgangspunkt for besøg i Bretagne, der ligger nordvest for byen. Desuden kan man efter en køretur på en eller to timer lande i to af Frankrigs største forlystelses-parker – Puy du Fou og Futuroscope.
Med de nye ruter vil man fremover kunne flyve direkte fra Københavns Lufthavn til Paris, Lyon, Nantes, Nice, Bordeaux, Marseille, Mulhouse, Montpellier, Biarritz samt Bastia på Korsika….
Skriv et svar