Godt, at Eiffeltårnet er så højt – siger mange nu om dage. Ellers ville man slet ikke kunne se Paris’ vartegn, efter at det har været gemt bag tre meter høje rækværk. Med sluser, hvor man skal gå igennem metal-detektorer for at kunne besøge Europas største monstrum – af metal.
I dag er metal- og træplader i plankeværket blevet afløst af tre centimeter tykt og kuglesikkert glas. Det betyder, at man godt kan se Eiffeltårnet, men altså som gennem en glasrude, der forhåbentligt er pudset pænt.
Heldigvis ser det ud til, at området omkring Eiffeltårnet vil se mindre forskanset ud i det kommende år.
Byrådet i Paris tygger nemlig på en ambitiøs plan, der skal forvandle området til byens største grønne park. Glasmurene vil stadig være der af hensyn til terror-risikoen, men biltrafikken vil blive ledt væk fra Eiffeltårnet. Det hele skal blive et paradis for fodgængere.
Planerne til den nye park er tegnet af de engelske landskabs-arkitekter Gustafson Porter + Bowman, og projektet bærer navnet ”OnE”.
Parken vil få mange flere træer, fontæner og stier til fodgængere og cyklister, end det centralt placerede areal i Paris har i dag. Desuden skal der lægges en halvanden kilometer lang græsplæne.
Ifølge fagmediet Architecture Daily skal græsplænen forbinde Eiffeltårnet med Place du Trocadéro, Palais de Chaillot, Pont d’Iéna broen, Mars-marken (Parc du Champ de Mars) og Ecole Militaire.
Midt i den nye park skal der placeres to torve – Place de Varsovic og Plance Branly – som skal danne ramme for udstillinger, koncerter, teater, ballet og andre events.
Park-planerne skal koste omkring 72 millioner euro – ca. 445 mio. kroner – som skal hentes gennem at sælge flere – og sikkert også dyrere – adgangs-billetter til Eiffeltårnet.
Første etape kan stå færdig i 2023, så den passer sammen med Sommer-OL 2024, der holdes i Paris. Hele projektet vil næppe være afsluttet før i 2030.
Og hvad med selve Eiffeltårnet, der skal stå endnu flottere – indrammet af den nye grønne park?
Den over 324 meter høje stål-konstruktion fylder 130 år. I den lange periode har Eiffeltårnet været malet i 20 forskellige kulører. Den seneste rustrøde er den samme, som tårnet havde ved sin premiere i forbindelse med verdens-udstillingen i Paris i 1889….
Skriv et svar