Selvom de fleste flyselskaber har rigelig travlt med at vende tilbage til normale tider efter to års Corona pandemi – det gælder også Emirates – har sheikerne fra Dubai også kræfter til at kigge ind i fremtiden.
Den er brolagt med digitale projekter hos Emirates – ligesom hos andre i rejse- og luftfarts-branchen.
Inden længe følger Emirates derfor kunst- og mode-branchen og udgiver sine første NFT’er – Non Fungible Tokens.
Hvad de skal indeholde, vil Emirates’ topchef Sheikh Ahmed bin Saeed ikke afsløre i det arabiske nyheds-medie ”Gulf News”. Kun at NFT’er kommer som ét af flere nye tiltag fra det store flyselskab med de mange Airbus A380 kæmpefly.
Et andet stort projekt for Emirates er en kraftig satsning på fremtidens internet – Metaverse – som Facebooks Mark Zuckerberg lancerede for et år siden.
Metaverse er en blanding af den virkelige og den virtuelle verden. Derfor passer den særligt godt til rejser, hvor der næsten altid er en portion drømme involveret.
Et andet oplagt område for Metaverse er børn og spil. Derfor så vi forleden danske LEGO investere syv milliarder kroner i det amerikanske spil-softwarehus Epic Games. Målet er at udvikle en stor LEGO-del i afløseren for det nuværende internet.
Hos Emirates ligger den digitale fremtid lige om hjørnet. De første NFT’er – både som souvenirs og sjældne samler-objekter – vil blive præsenteret senere på året. Det samme gælder de første billeder af Emirates i Metaverse.
”Dubai og de Forenede Arabiske Emirater suser ind i den digitale økonomi med fuld fart. Vi udnytter både virtuelle muligheder og kunstig intelligens, men passer samtidig på data-sikkerhed og beskytter hver enhelt person,” forklarer Sheikh Ahmed bin Saeed til det arabiske medie.
Emirates er derfor det første større flyselskab, som melder klart ud, hvordan det vil markedsføre sig selv og kommunikere med sine kunder og leverandører i fremtiden. I en halvt virkelig og halv virtuel verden, hvor nogle personer på skærmen er ægte levende, mens andre kun er simulationer – avatarer.
Emirates har samtidig meddelt, at flyselskabet vil genbruge sin flotte pavillon fra den netop afsluttede Expo 2020 udstilling i Dubai.
Pavillonen skal fremover fungere som et slags innovations-center, hvor unge fra hele verden skal kunne hjælpe med at skabe realitet bag Emirates’ drømme om Metaverse, NFT og Web3,
Sidste år annoncerede Emirates også, at man var på vej med en egen Virtual Reality app i Metas Oculus Store.
App’en skal give mennesker med Oculus særlige VR-briller på en akkurat og interaktiv oplevelse af interiøret i Emirates’ Airbus A380 og Boeing 777-300ER fly, mens de sidder derhjemme foran deres pc eller smartphone. De to er dem, som Emirates satser på i sin flåde, der bringer flyene fra Dubai til flere internationale destinationer i verden end noget andet flyselskab….
(Indledningsfoto: Emirates)
Skriv et svar