Der går mange myter om, hvordan det er at flyve på First Class. De færreste af os har råd til det og må nøjes med at drømme om separate kabiner til hver passager, stor tv-skærm, service på hver finger, måltider fra en chefkok, udvalgte vine og sæder, der kan klappes ud til senge i fuld størrelse.
Dubai-baserede Emirates puster nu igen til myterne. Sammen med den pakistanske smykke-designer Sara Shakeel præsenterer flyselskabet, hvordan en Airbus A380 kunne udstyres indvendigt med ædelstene og krystaller.
Man kan altid diskutere, hvorvidt den nye First Class lounge ombord på verdens største passagerfly er køn at se på. Man skal nok være stor tilhænger af ”bling” for at elske den.
Sara Shakeel gjorde det samme for et år siden. Da klædte hun blot et Boeing 777 fly fra Dubai i blinkende stene på ydersiden.
Det var nok ikke den bedste idé i tider, hvor fokus ligger på at flyve så økonomisk og miljø-rigtigt som muligt.
Hvis man faktisk udstyrede et passagerfly med de mange krystaller, ville det blive meget tungere end normalt. Desuden øges vindmodstanden markant.
Altså blev det kun ved et forslag, som designeren havde skabt på sin computer. Det samme er naturligvis tilfældet med den nye bling indretning af en Airbus A380.
Ifølge en ekspert fra krystal-specialisten Swarowski ville det kræve omkring en halv million sten og kræve fire uger at indrette en A380, sådan som Shakeel forestiller sig.
Selv uden alt det opsigtsvækkende bling bling er Emirates dog kendt for at levere noget af den bedste service og høj rejse-komfort, man kan få hos et flyselskab.
Sammen med konkolleger fra bl.a. Qatar Airways, Singapore Airlines og Cathay Pacific vinder Emirates hvert år snesevis af priser og awards….
Skriv et svar