Dubai er tilbage som en populær dansker-destination – især i forbindelse med efterårs- og vinterferierne. Her i sommerperioden bliver de fleste af os i Danmark eller i Sydeuropa.
Det kan man mærke hos det store flyselskab Emirates, som derfor har oprustet med seks ekstra afgange fra København til Dubai i perioden fra den 14. til den 25. oktober.
De ekstra afgange går afsted fra Københavns Lufthavn klokken 21:40 og ankommer i Dubai klokken 0600. Med andre ord kan man få sin søvn på rejsen ombord på Emirates’ store Boeing 777 fly med 380 sæder på Economy og 42 på Business Class.
Dubai er den destination, som de fleste danskere booker hos Emirates til efteråret. Andre hits i oktober ser ud til at være Maldiverne, Seychellerne og Mauritius.
Dubai har ekstra lokkemad til efteråret: Ud over de hvide sandstrande, de store shopping malls, de utrolige skyskrabere og den arabiske halvøs eneste Legoland er der i år også EXPO2020.
Verdens-udstillingen skulle egentlig have fundet sted sidste efterår, men måtte som så meget andet aflyses på grund af Corona pandemien.
EXPO2020 indeholder masser af nationale pavilloner, hvor lande fra hele verden viser deres evne i teknologi og under temaet bæredygtighed, bevægelighed og muligheder.
Emirates er i øvrigt ved at komme hurtigere op i fulde omdrejninger efter Corona end de fleste andre store flyselskaber.
Fra juli flyver Emirates til 124 destinationer. Det er tæt på 90 procent af rutenettet fra før Corona. I alt vil Emirates komme op på 880 afgange om ugen.
Ruter til syv byer genstartes i juli – heriblandt det populære dansker-rejsemål Phuket. Samtidig med at Dubai til Miami kommer på som et helt ny.
Dubai-Phuket genåbnes fra den 2. juli med fire ugentlige flyvninger. Det er muligt, fordi Thailand har givet adgang til turister, der er fuldt vaccinerede mod Corona. De vil ikke længere blive mødt med krav om karantæne.
Emirates er et af de ganske få flyselskaber, hvor man fortsat kan rejse med verdens største passagerfly. I løbet af de kommende måneder aftager Emirates de sidste tre A380 maskiner, som Airbus fremstiller. Så er det slut med luftens gigant.
Emirates vil i den nærmeste fremtid benytte Airbus A380 til 129 ugentlige afgange mellem 15 storbyer. Det betyder, at mindst 30 af de store fly vil være i drift….
(Indledningsfoto til artiklen: Emirates)
|
|
https://www.expo2020dubai.com/
Skriv et svar