Igennem de senere år har danske politikere gang på gang proklameret, at erhvervslivet og den offentlige sektor bør satse mere på ældre medborgere – det grå guld.
Indtil videre er det blevet ved snakken.
Så går det store flyselskab Emirates helt anderledes praktisk til værks.
Emirates ruller nemlig den røde løber ud og inviterer erfarne og gerne ældre luftkaptajner til at sætte sig bag styrepinden i selskabets mange Airbus passagerfly.
Det Dubai-baserede flyselskab er nemlig i fuld gang med at udvide sin flåde af store ”wide body” fly for at kunne følge med efterspørgslen på internationale flyrejser. I den forbindelse mangler man akut piloter med nogle år på bagen.
Emirates har søsat en global rekrutterings-kampagne, som kaldes ”Direct Entry Captains Program.”
Den holder sin online info-session i morgen onsdag den 4. oktober kl. 11 dansk tid, hvor både piloter og deres familier kan få en masse at vide om at være ansat i Emirates.
Kampagnen går målrettet efter den teknisk erfarne kaptajn, der har mindst 3.000 flyvetimer med større Airbus fly som A330, A340, A350 og A380.
For at komme i betragtning skal kandidaterne have mindst 7.000 timers samlet flyvetid med trafikfly, der har flere jetmotorer.
Piloter, der i øjeblikket flyver mindre Airbus maskiner som A320, A321 eller A319, kan også søge om jobs. Det bliver i givet fald som ”first officers” i de kæmpestore A380 maskiner.
Emirates er verdens største internationale flyselskab med 260 fly og 4.200 piloter. Den nuværende flåde omfatter store Airbus A380 og Boeing 777 maskiner.
Fra midten af 2024 vil Emirates modtage et antal nye Airbus A350 langdistance-fly, og året efter følger Boeing 777-9 modeller.
Emirates’ rutenet spænder over seks kontinenter og omfatter bl.a. en direkte rute mellem København og Dubai.
Flyselskabet sørger for, at både nyansatte og nuværende piloter gennemgår en løbende efter-uddannelse i bl.a. Emirates’ ti flysimulatorer.
I marts 2024 åbner et helt nyt træningscenter til 950 millioner kroner. Det vil øge trænings-kapaciteten med 54 procent og indeholder seks nye flysimulatorer….
(Indledningsfoto til artiklen: Emirates / YouTube)
Skriv et svar