Vi tager dem nærmest som givet. Taxierne, der står i kø i ved udgangene fra Københavns Lufthavn. Eller den hyrevogn, vi ringer efter hjemmefra for at køre os til lufthavnen. Især, hvis tog eller Metro ikke er lige i nærheden, eller man ikke vil have bøvlet med at finge en p-plads. Taxa og lufthavn hører meget sammen.
Over en million taxi ture går til og fra Københavns Lufthavn hvert år. Et antal, der sætter et stort ansvar hos både taxaselskaber, chauffører og lufthavnen, som skal skaffe plads til de mange hyrevogne, uden at de generer naboerne ved villavejene på Amager.
Mere end 1.000 taxi chauffører har deltaget i en rundspørge om taxa forholdene i lufthavnen og er kommet med forslag til forbedringer.
Det har bl.a. ført til etablering af en større holdeplads – det såkaldte ”taxi depot”. Det har forbedret trafikforholdene, når taxier skal ind og ud af lufthavnen. I sidste ende er det også en hjælp til passagererne.
Københavns Lufthavn deler nu også prognoser for flyafgange og passager-tal med taxiselskaberne. På den måde vil man sikre, at det rigtige antal taxaer står klar i lufthavnen på alle tidspunkter af døgnet.
I praksis har den øgede information fra lufthavnen til taxiselskaberne betydet, at omkring halvdelen af de chauffører, der kører passagerer ud til lufthavnen, også har en kunde med i vognen retur til København.
Desuden har man nu fastsat et service-niveau, som taxi chauffører i lufthavnen skal leve op til. De vil løbende blive evalueret ved hjælp af kunde-undersøgelser.
Over 3.000 chauffører har i den forbindelse taget et service kursus ved hjælp af e-learning, som er udviklet af taxiselskaberne og Københavns Lufthavn i fællesskab.
Forleden dag mente lufthavnen så, at det var på tide at takke de mange chauffører for et godt samarbejde.
Taxi chaufførerne fik goodie bags fra lufthavnen og musik ved deres holdeplads. Derudover mindede lufthavnen sine passagerer om, at det varmer, når de husker at sige tak for en god taxatur….
Skriv et svar