Hvad forbinder I med Belgien? De fleste vil nok svare EU. Nogle få nævner måske danske fodboldspillere, eller at fænomenet pommes frites er opfundet i Belgien.
Så er der selvfølgelig de belgiske tegneserier, chokoladen, figuren der tisser midt på en åben plads (Manneken Pis) – og selvfølgelig det vigtigste af alt:
Den gode belgiske øl. Som jo i parentes bemærket nok er årsagen til, at den lille mand er så tissetrængende døgnet rundt.
Med al den hype omkring øl er det vel bare oplagt, at Belgiens største flyselskab nu forvandler sine rutefly til luftens bajer-barer.
Brussels Airlines har meddelt, at selskabet bygger sine Airbus A330 fly på de lange ruter om. De skal fremover fungere som et “boutique hotel” på vinger.
Mere interessant end interiør i nye farver, pænere betræk på sæderne og sjovere gratis ting til de passagerer, der betaler fuld pris for deres billet – er dog flyselskabets planer med øllet.
Alle passagerer – også dem på Economy – får tilbudt et udvalg af gratis øl til deres måltider ombord. Endnu sjovere har passagerne det på Business Class.
De får nemlig adgang til et gratis mini-værtshus, hvor man har otte forskellige belgiske øl på fadøls-haner eller flaske. Både de internationalt kendte ølmærker fra Belgien og special-bryg, der udskiftes med jævne mellemrum.
Stamgæster ombord på Brussels Airlines’ Business Class skal jo kunne mærke og smage variationen i Belgiens ølkultur.
Baren er indrettet med en disk og et par stole, så øldrikkerne har gode muligheder for at networke og møde nye hyggelige mennesker over en tår god humle.
Måske man ligefrem skal vænne sig til at kunne sige ”Kommer du her ofte?” på flere forskellige sprog inklusive fransk, flamsk, engelsk og tysk.
Brussels Airlines nævner ikke specifikt, hvilke ølmærker selskabet vil servere på sine store Airbus A330 fly. Kun at man vil rejse hele Belgien rundt i øl.
Kigger man lidt nærmere på de første fotos af det flyvende bar koncept, kan man øjne mærker som Leffe, 888 Tripel Eight og Hoegaarden Forbidden Fruit. Glimrende repræsentanter for belgiernes humle-kultur.
Brussels Airlines ejes nu om dage af Lufthansa og indgår derfor i en koncern med med søskende som Austrian, Swiss, Eurowings og Lufthansa selv.
De tyske ejere har også en god ølkultur, selvom Lufthansa ikke – som belgierne – har indbygget et bajer-værtshus på flyene.
I forbindelse med den årlige Oktoberfest anbringer Lufthansa dog mobile fadøls-anlæg på nogle af sine indenlandske flyruter. Samtidig bliver stewardesser og stewarder ombord klædt i dirndls og lederhosen.
Den første ny-indrettede Airbus A330 med ølbar fra Brussels Airlines skal lette i april. Hvilke ruter, der får æren, er ikke offentliggjort endnu….
Skriv et svar