Brexit begynder nu at gå ud over de første rejsende, selvom briternes endelige udtrædelse endnu ikke er gennemført.
Fra næste år bliver det ikke længere muligt at rejse på Interrail og Eurail til Storbritannien. Landet udtræder nemlig af det fælles-europæiske jernbane-samarbejde, som har bragt millioner af mennesker rundt i verdensdelen pr. tog og til billige penge. Fra den 1. januar 2020 er det slut.
Billetterne virker kun med Eurostar toget under Kanalen og frem til banegården St. Pancras i London. Vil man videre rundt i England, Skotland, Wales og Nordirland, må man købe et ekstra BritRail pas.
Foreningen af jernbane-selskaber i Storbritannien – Rail Delivery Group – hævder, at dens goodbye til det europæiske Interrail samarbejde ikke har noget med Brexit at gære. Men det tror ingen på.
I stedet skyldes udtrædelsen, at englænderne mener, deres egen BritRail er en bedre løsning for udenlandske turister.
Men ok – Britrail billetterne tjener de engelske jernbane-selskaber jo også alle pengene på, mens de må dele indtægterne med kollegerne fra andre lande, når kunderne bruger Interrail eller Eurail.
Turister fra over 30 lande – herunder også Danmark – kan købe Interrail billetter. De gælder for en begrænset periode, men giver mulighed for at rejse rundt med tog i hele Europa.
Interrail er beregnet til folk, der bor i de europæiske lande. Kommer man fra et andet land, skal man i stedet købe Eurail for at få de nogenlunde samme fordel.
SIDSTE – Englænderne har fortrudt deres beslutning om at hoppe af Interrail. De britiske jernbane-selskaber har oplevet en shit-storm på internet efter onsdagens beslutning. Selskaberne kalder det selv for “stærke reaktioner.”
Anyway – ifølge en ny pressemeddelelse, der er udsendt her til morgen, fortsætter Storbritannien i den europæiske billet-ordning. “De britiske jernbaner vil aldrig forlade Interrail,” hedder det pludselig nu….
Skriv et svar