Det er bestemt ikke kun Danmark, som har medvind i turismen efter næsten tre år med Corona pandemi.
Briterne kan også mærke, at udenlandske turister er vendt tilbage og vil gøre det i endnu større målestok næste år.
39,5 millioner gæster fra andre lande ventes at besøge Storbritannien i 2024. Det er fem procent flere end her i 2023, hvor tallet vil nå 37,8 millioner. Det er dog stadig ikke helt på højde med før pandemien.
Til sammenligning havde Danmark 64 millioner turist-overnatninger i 2022. Heri er medregnet danske turister. Det er 22 procent flere end i 2021. Flest besøgende udefra var tyskere foran svenskere, nordmænd og hollændere.
Lige så vigtigt for englænderne som antallet af internationale turister er, at hver af dem vil bruge flere penge, når de er i Storbritannien.
Gæsterne udefra ventes at lægge 34,1 milliard pund eller ca. 300 mia. danske kroner næste år. Det er syv procent flere end i 2023 og et plus på 20 procent i sammenligning med 2019.
Indregner man inflationen, er det forventede forbrug faktisk på retur. Så ligger niveauet nemlig på 96 procent af 2019, der var det sidste normale år før Corona.
Næppe overraskende er det USA, der dominerer turismen i Storbritannien. Næste år vil amerikanerne alene stå for 20 procent af indtægterne eller ca. 6,7 mia. pund. Det er en stigning på hele 28 procent I forhold til 2019 – selv med inflationen indregnet.
Til gengæld savner briterne turister fra Kina. Inden Corona var kineserne den næststørste gruppe af internationale gæster.
I 2024 lander de formentlig på fjerdepladsen med en omsætning på 1,7 milliard pund eller omkring 15 mia. danske kroner, vurderer Englands nationale turistbureau VisitBritain.
Fremgangen kan i øvrigt allerede mærkes i de store engelske lufthavne:
Heathrow og Stansted i London samt Birmingham og Manchester har rapporteret højere passagertal I de seneste måneder end i det tilsvarende tidsrum i 2019….
(Indledningsfoto til artiklen: Ian Taylor / Unsplash)
Skriv et svar