Masser af regeringer og EU selv overvejer, hvordan man kan lade det blive dyrere at rejse med transport-midler, der forurener meget. Først og fremmest passagerfly.
Sverige har for længst en fly-skat. I Danmark overvejer den nye regering at følge trop.
Holland har en skat på flyrejser, og Frankrig har indført en ekstra afgift på indenrigs-fly for at tvinge folk over i elektrisk drevne tog.
Tyskland vil lægge skat på hver købt flybillet, mens EU diskuterer om at lægge afgifter på flybenzin.
Nu disker briterne så op med en ny beskatning, som vi ikke har hørt om før. Englands regering tygger således på et forslag om at gøre det dyrere at flyve meget. Kort sagt, at Frequent Flyers skal betale ekstra skat.
En ny undersøgelser i Storbritannien viser nemlig, at stadig færre mennesker er ansvarlige for flere flyveture.
Ifølge analysen står 15 pct. af den britiske befolkning for 70 pct. af flyrejserne. Over halvdelen af briterne (56 pct) flyver aldrig uden for landets grænser.
Medlemmer af regeringen i London konkluderer derfor, at en lille velhavende del af landets indbyggere er skyld i størstedelen af den CO₂ forurening, som den britiske luftfart udleder.
Regeringens Committee on Climate Change mener, at en beskatning af mange-flyvere vil lægge en dæmper på landets konstant stigende salg af flyrejser.
Tilsyneladende mener komiteen ikke, at super-billige billetter fra lavpris-selskaber som Ryanair, easyJet, Wizz Air osv får flere briter til at rejse med fly og dermed lader flere forurenende Boeinger og Airbusser lette fra lufthavnene.
Ifølge den britiske TV-station BBC overvejer regeringen omkring premier minister Boris Johnson i øjeblikket forslaget om en skat på Frequent Flyers.
Hvordan en sådan afgift skal afkræves i praksis, kommer klima-udvalget ikke med. Spørgsmålet er også, om forretnings-rejser skal undtages fra den nye skat.
I så fald nytter afgiften ikke ret meget. Langt de fleste mange-flyvere er folk, der rejser som en del af deres arbejde.
Komiteen foreslår også, at England kunne indføre særlige skatter, som flyselskaberne skal betale. Det ville formentlig betyde højere billetpriser og færre flyrejsende.
Endelig ser klima-udvalget også muligheder i at begrænse antallet af gates og p-pladser for fly i de engelske lufthavne. Det kunne give færre fly i luften….
Skriv et svar