Det har længe været kendt, at Spies’ nuværende ejere – den britiske Thomas Cook Group – er i økonomiske vanskeligheder.
Thomas Cook vil derfor sælge sine flyselskaber som f.eks. det store tyske Condor fra og i stedet koncentrere sig om at arrangere ferierejser og drive hoteller.
Derfor skaber en kortfattet børs-meddelelse fra Thomas Cook Group i London ganske meget opsigt:
Den fortæller nemlig, at koncernen har fået ”uopfordret bud” på at sælge hele sin forretning i Skandinavien. Herunder også Danmarks største charterselskab Spies.
Køberen skal være det svenske investerings-selskab Triton Partners, der ifølge sin hjemmeside ejer 37 små og større virksomheder. Triton er også aktiv på det danske marked.
Thomas Cook Groups børsmeddelelse fra torsdag eftermiddag er kortfattet og indeholder kun seks sætninger:
De fortæller bl.a, at Tritons ”foreløbige købstilbud” omfatter rejse-arrangørerne Spies, Ving, Tjæreborg og Globetrotter samt flyselskabet Thomas Cook Airlines. Sidstnævnte kender de fleste danskere som ”Spies’ eget flyselskab”.
En mulig købspris er ikke nævnt i børsmeddelelsen, men de nævnte rejse-virksomheder er aktive i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Ifølge de seneste regnskabstal for første halvår omfattede ”Northern Europe” aktiviteterne hos Thomas Cook Group en omsætning på 547 millioner GBP – ca. kroner. Det er en nedgang på 67 mio. pund sammenlignet med samme periode for et år siden.
Thomas Cooks regnskab viser ikke separate tal for det skandinaviske flyselskab. Totalt set omsatte Cook gruppens flyselskaber for godt en milliard GBP i første halvår af regnskabs-perioden. Det er 60 millioner pund mindre end i 2018.
Triton Partners ejer 37 virksomheder
Investorerne i Triton Partners interesserer sig i stigende grad for rejsebranchen. Så sent som i marts købte selskabet således den hollandske rejse-udbyder Sunweb, der udelukkende sælger online. Sunweb omsætter for 600 mio. euro om året.
Triton Partners hjemmeside afslører, at selskabet investerer i virksomheder i Skandinavien, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien og Benelux-landene.
Lige nu – altså inden et køb af Thomas Cook gruppen i Skandinavien – har Triton Partners investeret i europæiske virksomheder med en samlet omsætning på 14 milliarder euro og 72.000 ansatte.
Thomas Cook Group har i mellemtiden udsendt en pressemeddelelse til en række internationale nyhedstjenester. Den siger bl.a:
”Vi evaluerer i øjeblikket Triton Partners tilbud som led i vores strategiske vurdering af gruppens fremtid og forskellige selskaber. Der er ingen garanti for, at et salg til Triton Partners bliver en realitet.”
Thomas Cook Group gør samtidig opmærksom på, at koncernens flyselskaber har været til salg siden februar. I den forbindelse har man modtaget adskillige tilbud.
Lufthansa skulle således være interesseret i at købe det Cook-ejede Condor, der er Tysklands næststørste flyselskab målt i antal fly. Britiske Virgin Atlantic skal have lagt et bud ind på Thomas Cook Airlines’ langdistance-ruter over Atlanten, mens irske Ryanair lurer på at snuppe dele af Cook koncernens europæiske fly-aktiviteter.
Spies er en guldfugl
Spies’ mange danske kunder vil ikke blive berørt af de finansielle spil, der foregår i kulisserne langt fra rejsebureauet og de reserverede sæder i ”Spies’ eget flyselskab.”
I modsætning til mange andre dele af Thomas Cook koncernen er Spies nemlig overskudsgivende og af mange betragtet som den britiske rejsekoncerns guldfugl.
I det seneste regnskabsår omsatte Spies for næsten 1,8 milliarder kroner og gav et netto-overskud på 85 millioner kroner.
I 2018 sendte Spies over 273.000 danskere og sydsvenskere på ferie. Det svarer til hver fjerde chartergæst i Danmark.
Spies’ kommunikationschef Lisbeth Nedergaard understreger over for Trends & Travel, at selskabets feriekunder ikke har nogen grund til bekymring:
“Spies kører, som vi plejer. Vi er en virksomhed, der kører godt. Lige nu ligger vi vandret, fordi vi er på vej ind i sommeren, der er vores travleste tid på året. Desuden er alle vores kunder dækket af Rejsegarantifonden….”