Efterhånden burde alle danskere være klar over, at piloterne hos SAS er gået i strejke, og hundreder af flyafgange er aflyst her hen over weekenden.
I dag lørdag er 300 SAS-afgange til og fra danske lufthavne streget, og i morgen regner SAS med, at omkring 64.000 passagerer vil blive berørt.
Der afgår og ankommer altid flere fly om fredagen og om søndagen – som start og afslutning på en weekend.
SAS’ godt 14.000 piloter har varslet strejke til og med midnat mellem søndag og mandag. Det betyder, at også mange afgange mandag vil blive ramt.
SAS vil nemlig ikke have alle fly og besætninger klar i f.eks. udenlandske lufthavne, der har afgange til Danmark, Sverige og Norge.
Af samme grund tilbyder SAS også mandagen med, at man hjælper strandede passagerer med gratis ombooking på andre afgange og eventuelt også på andre flyselskaber.
To af tre SAS afgange er aflyst her i weekenden. Den sidste tredjedel håndteres af SAS’ partnere. Det er andre flyselskaber, der fungerer som underleverandører til SAS.
De flyver typisk på indenrigs- eller korte ruter til udlandet, men f.eks. også for SAS til London eller Malaga. Og deres piloter strejker ikke.
SAS anbefaler, at man løbende holder øje med sine planlagte flyafgange via internet. På denne webside kan man se, om ens afgang er aflyst eller gennemføres – og hvad man skal gøre som passager.
Ifølge SAS fortsætter forhandlingerne med piloterne her hen over weekenden, og SAS siger – som man skal som arbejdsgiver i denne situation – at der opnås en enighed hurtigt.
Tilsyneladende står parterne langt fra hinanden. Piloterne kræver bl.a. 2,3 pct. mere i løn og en bedre planlægning af deres arbejdstider.
Flere danske aviser skriver således, at piloterne i dag kan risikere at skulle arbejde syv eller otte weekender i træk – ufrivilligt.
Samtidig har SAS ret klodset pustet til ilden i et nyt bål. Nemlig om, hvorvidt de godt 170.000 ramte passagerer har ret til kompensation og erstatning.
Ove Myrold, der er direktør hos SAS i Norge, , siger nemlig til branche-mediet flysmart.no :
”Passagererne er ikke berettiget til kompensation, fordi forsinkelser og aflysninger skyldes strejke. Den betragtes af lovgivningen som en ekstraordinær omstændighed uden for flyselskabets kontrol.”
Myrold henviser til EU-reglerne – populært kaldt paragraf 261 – der sikrer, at passagerer kan få kompensation på op til 600 euro pr. person, hvis ens flyafgang bliver forsinket med mindst tre timer, bliver helt aflyst eller bliver overbooket, så der ikke er plads nok ombord.
Reglerne kan dog fortolkes, og mange flyselskaber enten afviser helt – som i dette tilfælde SAS – eller forsinker erstatnings-betalingen i det uendelige. I håbet om, at passagerne så giver op undervejs.
Denne usikkerhed har skabt en hel underskov af juridiske specialfirmaer, der tilbyder at hjælpe flyrejsende med at kradse pengene ind hos flyselskaberne. Mod en andel af byttet naturligvis.
I Danmark er der alene mindst tre af disse firmaer – med AirHelp som den internationalt langt største. AirHelps rivaler er bl.a. Flyforsinkelse.dk og Flypenge.dk.
Næppe overraskende er disse konsulent-firmaer helt uenige med SAS. De mener, at de ramte passagerer har penge til gode.
Den samme opfattelse har senior rådgiver Thomas Iversen fra det norske Forbrugerråd. Han siger til flysmart.no, at SAS strejken kan udløse ret til kompensationer på tusinder af kroner til hver berørt passager.
Der er altså lagt i kakkelovnen til en juridisk strid mellem SAS og de mange mennesker, der gerne vil have penge tilbage for deres ødelagte eller forstyrrede flyrejse.
I den forbindelse skal man dog som passager huske, at uanset EU-reglerne skal et flyselskab ombooke sine kunder samt betal for hotelophold og forplejning, hvis det ikke er muligt hurtigt at komme videre med et andet fly.
Desuden skal passageren som udgangspunkt møde op i lufthavnen til den planlagte afgangstid, uanset om flyet er aflyst eller ej. Dette er dog ikke nødvendigt, hvis flyselskabet har givet besked om andet.
Rejseportalen momondo.dk har lavet en god infografik, der giver et overblik over EU-reglerne og de muligheder, som passagerer har for at få kompensation for aflyste, forsinkede og overbookede flyafgange:
Skriv et svar