Eventyret holdt ikke særligt længe, og Esbjerg Lufthavn må i dag sige farvel til sin første flyrute til Tuzla i Bosnien-Herzegovina.
Ifølge Esbjerg Lufthavns hjemmeside er flyselskabet Lumiwings blevet uenig om økonomien med lufthavnen i Tuzla og har derfor stoppet sine flyvninger med øjeblikkelig virkning.
Lumiwings, der er græsk, men har sin officielle base i Italien, har specialiseret sig i flyruter mellem små lufthavne i en række lande. Ruten til Esbjerg blev åbnet lige før jul.
Passagerer, der har købt billet til en rejse mellem Esbjerg og Tuzla, skal henvende sig til flyselskabet for at få kompensation.
Efter det pludselige farvel til Lumiwings har Esbjerg Airport fortsat udenlandske ruter til Stavanger i Norge og Aberdeen i Skotland….
(Indledningsfoto til artiklen: Putujte.ba / Lumiwings / Facebook)
Skriv et svar