Det er bestemt ikke første gang, at jeg har skrevet om nødlidende italienske landsbyer, der er bange for at blive helt affolket.
Derfor tilbyder de udenlandske tilflyttere, at de kan købe lokale huse nærmest gratis. I nogle tilfælde får nye beboere sågar skatter og børnepasning helt gratis.
Meget kunne tyde på, at landsby-udsalgene har været en succes. I hvert fald dukker flere og flere små italienske byer op med lignende tilbud.
Den seneste er Castropignano, der ligger idyllisk gemt i bjergene 225 kilometer sydøst for Rom. Byen stammer fra Middelalderen og har 932 indbyggere.
Castropignano har en hel stribe huse, som står til salg for en euro stykket. Mange af dem har flotte udsigter over landskabet og floden.
Interesserede skal dog regne med, at der skal lægges betydeligt flere euros for at få bragt husene op i den stand, vi er vant til fra Danmark.
Desuden skal man stå skoleret for borgmesteren, der vil se hver eneste tilflytter an, før han eller hun bliver budt velkommen.
”Jeg ønsker ikke min by invaderet af en flok bygge-spekulanter. Vores gamle huse skal ikke afløses af moderne beton paladser,” siger borgmester Nicola Scapillati til amerikanske CNN.
Interessenter, der meget gerne må komme fra Nordeuropa, skal i første omgang skrive et brev eller en email til Scapillati.
Her skal de beskrive deres planer for ejendommen og, at de har evner og midler til at gennemføre projektet på forsvarlig og ansvarsfuld vis.
Laveste bud på byhusene i Castropignano begynder som regel med 1 euro. Ved auktionerne ender prisen typisk på mellem 5.000 og 10.000 euro….
(Indledningsfoto til artiklen: Castropignano.com)
…………
Skriv et svar