(Opdateret) I dag er det kvindernes internationale kampdag, og den fejres traditionelt også i rejsebranchen – ikke mindst hos mange flyselskaber.
De sammensætter typisk hele besætninger, der udelukkende består af kvinder. Både i kabinen og i cockpittet. Også hos flyselskaber fra lande, som man ikke umiddelbart forbinder med kønnenes ligeberettigelse.
I år vil Icelandair være med helt i front, selvom netop Island nok ikke har det store problem med ligeberettigelse. Faktisk har Island 12 år i træk toppet World Economic Forums hitliste over verdens mest ligeberettigede lande.
Her til morgen afgik Icelandair Flight F1528 fra Reykjavik med lutter kvinder i styringen – piloterne, kabine-personalet og folkene i gaten i Keflavik lufthavn.
Målet er Berlin Brandenbur lufthavnen, hvor maskinen lander efter planen klokken 12:10. Om alle passagererne så også er kvindelige, melder historien dog ikke noget om.
For ti år siden var kun ét af fem bestyrelses-medlemmer i Icelandair kvinder, og alle direktør-stillinger besat med mænd. Nu om dage er 40 procent af bestyrelsen kvindelig, og en tredjedel af topfolkene kvinder. Det samme gælder 41 procent øvrige ansatte i ledende positioner.
Icelandair arbejder fortsat for ligeløn og ligeberettigelse og følger nøje det ”25by2025” projekt, som flyselskabernes internationale branche-organisation IATA har søsat. I den forbindelse har Icelandair sat sig en række mål:
- Aldrig under 40 procent kvinder i leder-positioner.
- Øge antallet af kvindelige piloter med 25 procent.
- Øge antallet af mandlige ansatte i kabinen med 25 procent.
- Lokke flere piger og kvinder til at vælge et job som flymekaniker.
(Indledningsfoto til artiklen: Corgaasbeek / Pixabay)
Skriv et svar