Der har altid været regler for, hvad man må tage med ombord på passagerfly. I hvert fald i mange årtier. I de senere år er forskrifterne blevet yderligere skærpet på grund af terror-risikoen, så det efterhånden er meget lidt, man må tage med.
Alligevel er det forbløffende at se, hvad folk forsøger at få med ud at rejse. Sakse og knive i alle mulige størrelser, flasker og dåser, værktøj. For bare at nævne nogle af de ting, som Security i lufthavnene fisker frem og beslaglægger hos passagererne.
Normalt bliver disse ting sendt til ødelæggelse eller på lossepladsen, og så ser man aldrig disse genstande igen,
I lufthavnen i litauiske Vilnius har man fået anden – og vældig god idé. Her han man bygget et juletræ af ting, som er blevet konfiskeret i løbet af året.
Juletræet er måske ikke verdens kønneste, men det yder et formål, der er mindst lige så vigtigt som traditionel julehygge med grangrene, skinnende kugler, små julemænd og engle samt blinkende julelys.
Passagererne bliver mindet om, hvor tåbeligt de nogle gange opfører sig, når de skal ud at flyve. Reglerne for, hvad man må tage med, er jo klare nok.
Vilnius Airport har lagt billeder af sit meget specielle genbrugs-juletræ ud på både Twitter og Linkedin, Sammen med en forklarende tekst om, at træet er bygget 100 procent af ting fra passagerers håndbagage, der er konfiskeret i sikkerheds-kontrollen i 2019.
Kigger man lidt nærmere på billederne, er det tydeligt, at mange mennesker mener, at de har behov for at have sakse med ud at flyve. Saksene dominerer juletræet og er i denne særlige anledning blevet spray-malet med sølv. Det gør det hele mere jule-agtigt, mener litauerne.
Juletræet indeholder også mange knive i alle mulige størrelser. Faktisk er julestjernen i toppen af træet sat sammen af osteknive, lommeknive og de populære schweizer knive med adskillige funktioner.
Rundt omkring på træet opdager man også ting som lightere, hobbyknive, ammunitions-emballage og andre forbudte ting.
Lufthavns-myndighederne har såmænd også beslaglagt pistoler og revolvere i passagerernes håndbagage. De vises ikke frem som originaler i juletræet. I stedet har sikkerheds-folkene klippet kopierer af dem i pap og hængt dem til skræk og advarsel i træet.
”Hvis I ikke vil se jeres personlige og forbudte ting i næste års juletræ – så læs hellere bagage-reglerne, inden I pakker kufferter og taske til næste gang, I skal rejse med fly,” skriver lufthavnen på sine profiler i de sociale medier.
(Indledningsfoto til artiklen: Martynas Jaugelavicius / Lithuanian Airports)
Skriv et svar