Rygtet har rumsteret i nogle dage, men her til morgen blev det ganske vist. Københavns Lufthavn får en ny og vigtig langdistance-rute, når Etihad åbner mellem den danske hovedstad og Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater fra den 1. oktober.
Etihad er det tredje store internationale arabiske flyselskab i golf-regionen. De to andre er Emirates og Qatar Airways.
Alle satser på at være trafikale knudepunkter – hubs – med deres geografiske placering på den arabiske halvø – midt imellem Europa, Asien og Afrika.
Det bliver da også Emirates, som vil føle at have fået en konkurrent på den populære rute mellem København og den arabiske halvø. Emirates har fløjet til og fra Kastrup siden 2011.
Etihad reklamerer med at være Emiraternes nationale flyselskab – ikke Emirates. Etihad har base i Abu Dhabi, mens Emirates som bekendt har sin hjemmebane i nabo-storbyen Dubai.
Det er første gang, at Etihad vover sig så højt op i Europa som Skandinavien. Det bliver med fire ugentlige afgange på mandage, onsdage, lørdage og søndage, men altså først til næste vinter.
Etihad vil bruge bruge Boeing 787-9 Dreamliner fly til at få frem og tilbage mellem København og Abu Dhabi. I Etihads udgave har flyene 271 sæder på Economy og 28 på Business Class. Premium Economy som f.eks. Emirates har Etihad ikke.
Etihad er ligesom SAS medlem af Star Alliance. I praksis betyder det, at de to flyselskaber har et code-share samarbejde, så man kan rejse på samme billet.
I Abu Dhabi råder Etihad over omkring 100 fly, der betjener selskabets 130 destinationer verden over. Dertil kommer en livlig trafik af flyfragt.
Sammen med Dubai er Abu Dhabi den største by i Emiraterne. Der er 1,5 millioner indbyggere, og ligesom Dubai er Abu Dhabi en spændende blanding af moderne high-tech skyskrabere og klassisk arabisk kultur.
Den Forenede Arabiske Emirater (UAE) selv blev skabt i december 1971, da de syv små emirater Abu Dhabi, Dubai, Ajman, Fujairah, Sharjah, Umdel-Quawain og kort efter Ras al-Khaimah besluttede at danne en føderation.
For København er ankomsten af Etihad et vigtigt skridt til at gen-erobre positionen som Skandinaviens største lufthavn. Den position har Oslos Gardermoen i øjeblikket på grund af de mange indenrigs flyafgange i Norge.
København får indtil videre tre nye interkontinentale ruter i 2023, og flere er måske på vej. Det er således mindre end to måneder siden, at Air India annoncerede, at man genåbner til New Delhi i marts. SAS har desuden meddelt, at man begynder at flyve til JFK lufthavnen i New York, mens Air Canada åbner mellem København og Montreal.
(Indledningsfoto til artiklen: Etihad)
|
Skriv et svar