For et par dage siden lagde EU Kommissionen op til, at man ville øge sikkerheden ved at indføre ID-kontrol med f.eks. pas ved både indenrigs flyrejser og på ture mellem EU-landene.
I aftes blev dette forslag suppleret med en beslutning om, at de velkendte klistermærker til visa i EU og Schengen-området erstattes af en digital online-løsning.
Ideen, som EU-parlamentet og repræsentanter for EU’s medlemslande enedes om, skal gøre ansøgningen om visa både ”hurtigere, nemmere, billigere og mere sikker”.
Ifølge EU skal folk ansøge om visa via internet. Det sker via en fælles platform, hvor ansøgere uploader alle deres relevante dokumenter og betaler visa-gebyrerne. Ligegyldigt, hvilket land det drejer sig om i EU og Schengen-området.
Helt digital bliver fremtiden dog ikke: Ved første ansøgning om et rejsepas eller ændringer af de biometriske data i passet kan det fortsat være nødvendigt at stille personligt på det lokale paskontor eller i Kommuneservice.
Som situationen er i dag, foregår visa-ansøgninger forskelligt i de enkelte EU- og Schengen-lande. Det er papir-tungt, langsomt og dyrt.
Desuden er risikoen større ved fysiske visa end ved digitale, at de bliver stjålet, forfalsket eller misbrugt – skriver EU-Kommissionen.
Det nye digitale rejse-visum skal nu godkendes af regeringerne i hvert enkelt EU-land, før det kan indføres formelt.
Schengen-området omfatter 26 europæiske lande, hvor der ikke længere er stationære pas- og person-kontroller ved grænserne.
Når man rejser til andre Schengen-lande, skal man kunne bevise sin identitet og statsborgerskab, hvis man bliver bedt om det af de lokale myndigheder.
Derfor skal danskere have deres pas med på rejsen, fordi det er det eneste danske dokument, som viser vores statsborgerskab.
I enkelte andre lande som f.eks. Tyskland har man et nationalt identitetskort, som kan bruges i stedet for pas. Tyskerne kalder en ”Personal-ausweis.”
Schengen-området omfatter i øjeblikket Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland Island, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Derudover er Cypern, Bulgarie og Rumænien pålagt at indgå i Schengen-samarbejdet, men har endnu ikke opfyldt kravene til at blive optaget….
(Indledningsfoto til artiklen: Mana5280 / Unsplash)
Skriv et svar